Ny undersøgelse af humanister på arbejdsmarkedet

Dansk Magisterforening har lavet en undersøgelse af humanister på arbejdsmarkedet, som alle er blevet færdige mellem 2005 og 2010 – altså humanister, som er relativt nye på arbejdsmarkedet. 4000 er blevet spurgt, knap 2000 har svaret. Du kan se undersøgelsen i Magisterbladet.
Resultatet bruger DM især til at karakterisere humanister som en fleksibel og efterspurgt gruppe på arbejdsmarkedet og dermed udfordre myten om, at der bliver uddannet for mange humanister, som er ubrugelige på arbejdsmarkedet. En myte som, ifølge DM, især Dansk Industri holder liv i.
Jeg er ikke uenig i DM’s overordnede konklusion: at humanister er en fleksibel arbejdsstyrke, som indtager hele arbejdsmarkedet, både det private og det offentlige. Men jeg får lyst til at se på, hvad tallene siger ud over dette.

17,5 procent sidder ufrivilligt i et ikke-akademisk job
Undersøgelsen viser for eksempel, at 33 procent af de 2000, der svarede på undersøgelsen sidder i et job med ikke-akademisk indhold, men at halvdelen er så glad for jobbet, ”at de i nogen eller høj grad kalder det et ’drømmejob’”. Det viser selvfølgelig, at de er fleksible og også drevet af lyst, men der sidder altså stadig den anden halvdel af de 33 procent, som har fået et ikke-akademisk, ikke-drømmejob. (Se s. 16) Hvad siger de til deres møde med arbejdsmarkedet?

16 procent sidder i deres job af nød
Samtidig viser undersøgelsen, at de adspurgte skifter job ofte. Halvdelen har søgt arbejde inden for det seneste år, 72 procent inden for de seneste to år. ”Mere af lyst end af nød” skriver Magisterbladet. Måske betyder det bare, som DM hævder, at humanister er en fleksibel arbejdsstyrke, men man kan også læse tallene som, at 16 procent sidder i deres job af nød. (Se s. 17) Hvad er det for historier, de 16 procent kan fortælle?

28 procent ville vælge en anden uddannelse
Undersøgelsen viser – og sådan læser DM også selv tallene – at 28 procent ville have valgt en anden uddannelse, hvis de skulle vælge om i dag. Og selvom 41 procent siger, at de stadig er glade for deres uddannelse og ville vælge den samme i dag, så ville rigtig mange altså hellere have læst statskundskab, tæt forfulgt af psykologi. Desuden ville mange gerne have læst en professionsuddannelse i stedet for et fag, hvor man selv skal ud og stampe jobvejen. (Se mit tidligere indlæg om at ønske at være sygeplejerske). En udtalelse fra undersøgelsen lyder:

”Litteraturvidenskab ville jeg vælge med hjertet, men ud fra et karrieremæssigt synspunkt havde jeg måske valgt noget mere erhvervsrettet.” (S. 24)

Det er interessant i et identitetsperspektiv. Hvad er det for nogle overvejelser, mødet med arbejdsmarkedet giver anledning til for den enkelte? Hvad gør mødet med arbejdsmarkedet ved ens selvforståelse og ved vurderingen af ens hidtidige valg?

Hver femte vil have nyt job - hurtigst muligt
Hver femte svarer, at de vil være så kort tid som muligt i deres nuværende job, og de mest nyuddannede vil hurtigst videre. Lille sammenhæng mellem uddannelse og arbejde er også noget, der ansporer til at ville videre. Et billede der svarer meget godt til mine egne erfaringer.  Hver femte siger, de sidder i deres drømmejob, og hver femte sidder slet ikke i et drømmejob, resten befinder sig et sted i mellem. (Se s. 25)

Mangfoldige historier om den første tid på arbejdsmarkedet
Når jeg gennemgår tallene sådan her, er det ikke for at holde liv i myten og sige, at man ikke bør vælge en humanistisk uddannelse, fordi man aldrig får et job med akademisk indhold. Jeg var netop til et fyraftensmøde i går om ”Fremtidens akademiker”, og det var især egenskaber, man erhverver sig på humanistiske uddannelser, fremtidsforsker Thomas Geuken beskrev.

Mit ærinde er, at vi kommer til at snakke mere om, hvad for personlige historier, der ligger bag de mange jobskift, den tilsyneladende fleksibilitet og de ikke-akademiske ansættelser. Jeg er sikker på, der gemmer sig mangfoldige historier om vejen til arbejdsmarkedet. Hvis vi får de historier frem, får vi også et mere nuanceret sprog til at tale om den første tid på arbejdsmarkedet – og så kommer man ikke til at føle sig som den eneste i verden, der oplever underlige problemer med fagligt irrelevante jobs og overvejelser over, hvad man egentlig kan bruge sin uddannelse til. Det er mit ærinde, at vi internt blandt nyuddannede akademikere kan tale om og være fælles om de udfordringer, vi møder, i den første tid på arbejdsmarkedet.

Nogle gange ville jeg ønske, jeg var blevet sygeplejerske

Jeg har selv tænkt det, og jeg har hørt andre sige det, når jeg har talt med dem om at blive færdig på universitetet.

For mig handler det om, at det er en tydelig karrierevej. Jeg skal ikke ud og prøve at forestille mig et job, jeg kan passe ind i. Jeg ved, hvor sygeplejersker arbejder, og jeg ved, hvad de laver. Hvid kittel, hospital. (Jeg har helt sikkert en meget forenklet opfattelse af, hvad det vil sige at være sygeplejerske, men billedet fungerer som en modpol til den mere diffuse akademiker-identitet og akademiker-jobmarked).

Tilbageblik på uddannelsen
Da jeg blev færdig, så jeg pludselig min uddannelse i bagklogskabs ulideligt klare lys. Jeg begyndte at stille mig selv spørgsmål som, hvorfor læste jeg egentlig det, jeg gjorde? Hvad var min plan? Og svaret er: jeg havde ikke nogen plan. Jeg syntes bare, det var spændende. Jeg betragtede min tid på universitet som et dannelsesprojekt i lige så høj grad som en uddannelse. Og det blev jeg i den grad konfronteret med, da jeg blev færdig. Pludselig skulle jeg forestille mig min uddannelse i en jobsammenhæng: ”Hvor kan man (blive glad for at) arbejde, hvis man har taget den uddannelse, jeg har og haft det dannelsesprojekt, jeg har?” Dannelsesprojektet var lige så vigtigt at passe ind som uddannelsen. Dannelsesprojektet var min identitet. Jeg betragtede ikke min uddannelse som et redskab til at få et bestemt job.

Tvungen jobplan?
Skal man så tvinges til studievejledning hvert halvår, mens man går på universitetet, og fremlægge en jobplan? Ifølge undersøgelsen Det frie valg eller det frie fald, som AC og Rambøll lavede i 2010 ville et sådant tiltag konflikte med, at en del studerende føler sig voksne, når de går på universitetet, hvilket bl.a. indbefatter at bestemme selv. En studerende i undersøgelsen siger:

”Jeg synes vi er voksne på det her tidspunkt; jeg synes ikke, at universitets opgave til hver tid er at fortælle os, hvad vi skal gøre og holde os i ørerne.” (Stephan, statskundskabstuderende, KU)

Modstand mod livsplanlægning
En undersøgelse lavet i England i 2006 viser, at studerendes modvilje mod at planlægge deres fremtid og dermed også se deres studium som en del af en fremtidsplan, blandet andet hænger sammen med, om de har gået på velansete universiteter og defineret sig selv om ”academic high flier”. Undersøgelsen har ikke grundlag for at generalisere bredt, men forfatterne foreslår, at det at have gået på et velanset universitet, giver en tro på, at der er gode karrieremuligheder forude. Alene fordi man får en grad fra et bestemt universitet og eventuelt også gode karakterer. ("The prevalence of 'life planning': evidence from UK" (2007) Rachel Brooks, Glyn Everett i British Journal of Sociology of Education)

Jeg identificerede egentlig ikke mig selv som academic high flier, da jeg gik på universitetet, men jeg dyrkede helt klart uddannelsen for den værdi, den udgjorde i sig selv, ikke som et middel til at få et bestemt job. Jeg vil også mene, at jeg havde en stærk tro på, at med en universitetsuddannelse var den hellige grav velforvaret. (”Du skal have noget at falde tilbage på.” Indsæt selv diverse voksenstemmer fra din ungdom). Når jeg blev færdig, ville arbejdsmarkedet have mig. Men så let var det ikke. Vejen skal banes, og den er ikke nødvendigvis særlig tydelig.

Og selvom jeg efterhånden synes, at det går meget godt (for det meste), bliver jeg stadig momentant ramt af lysten til at blive sygeplejerske.

Hvad mig dig?

"Det er lidt ligesom at få kørekort" - andres syn på overgangen

Bloggen her har indtil videre været præget af mine erfaringer og min forståelse af overgangen. For et par uger siden postede jeg bloggen i forskellige Linkedin-netværk. Her er hvad folk sagde:

”Det jeg syntes, der var rigtigt svært, var at få det første job, som akademiker: Springet fra at være ansat til at gøre, som andre havde bestemt til at være ansat i en stilling, hvor jeg selv skulle tænke og sætte rammerne op om mit job. Det var, hvad jeg var blevet uddannet til, det var bare ikke det, jeg havde lært i de studiejob, jeg havde haft. ”

”Jeg startede i mit første fuldtids job i august, godt nok privat løntilskud, men jeg vil sige at jeg befinder mig midt i den identitetskrise du og Sofia beskriver. Jobbet er absolut ikke mit drømmejob, men i begyndelsen var jeg jo bare super glad for at have fundet en indgang til jobmarkedet. Mit job er ikke så akademisk som jeg kunne tænke mig, hvilket gør det endnu sværere for mig at identificere mig med jobbet. Jeg kan forestille mig, at flere føler denne identitetskrise lige præcis fordi der er længere mellem drømmejobbene. Og jo længere tid man enten er uden job eller ikke bliver fagligt stimuleret, jo mere mister man troen på sig selv og sine evner - hvilket resulterer i at drømmejobbet bliver endnu sværere at nå!

Jeg savner klart noget vejledning om hvordan man finder sig selv tilrette i jobverdenen, og måske også noget hjælp til at finde ud af hvilket job der vil være mit drømmejob.”

”Jeg selv dimitterede for 4 måneder siden som cand.ling.merc og er stadig jobsøgende. Da jeg var ved at være færdig med min kandidat sagde min veninder, som dimitterede et år før mig, at det næste nu var identitetskrisen - og det var dem alle sammen der nævnte det.Så jeg var ligesom forberedt på at det kunne være næste fase i mit nye liv. Jeg føler dog ikke at jeg som sådan befinder mig i en identitetskrise, men jeg har snuset lidt til den. Som jeg ved så mange andre også har følt, blev jeg i tvivl om hvad jeg overhovedet kan. Om jeg kan leve op til de forventninger arbejdsgiverne men også personlige relationers forventninger til hvad en akademiker er i stand til. Jeg føler at det først er nu jeg skal til at lære alt det jeg har lært de sidste fem år. 
Det er lidt ligesom at få kørekort - man lærer først virkelig at køre bil, når man har fået kørekortet.”

”Identitet hmm - ja det er et vildt interessant emne. Jeg tror det går galt for de fleste fordi:
Identitet = mit job = mig

Det er jo langt fra sandheden. Du er som menneske meget mere end dit job. Identitet handler meget om hvilke værdier og hermed regler vi har for at leve vores liv. Den handler meget om hvilke principper vi vælger at leve vores liv efter og ikke mindst – hvis du skulle beskrive dig selv med ord, hvordan vil du så beskrive dig.
Ofte, når vi møder andre mennesker, så spørger vi; Hvad laver du? (indforstået – hvem er du?) og folk svare; Jeg er ansat hos, eller jeg arbejder med. Derfor er det efterhånden også blevet vores måde at definere os selv på.
Hvad gør vi så, hvis vi mister vores arbejde? – ja rigtig mange har faktisk opfattelsen af, at de mister deres identitet. Hvilket er langt fra sandheden.
Derfor handler det om at finde ud hvem vi hver i sær er og ikke ”kun” via arbejdet, men som det hele menneske. For arbejdet er ”kun” en lille del af det, der er med til at definere os. Kunsten er, at finde ud af, hvordan ens arbejde kan være med til at udfylde vores identitet og ikke omvendt.”

”Er helt enig i at identitetskrisen ikke kan undgåes - og det skal den nødvendigvis heller ikke. Det at træde ud af komfortzonen er jo også det som gør det hele lidt spændende, men det betyder ikke at der ikke er behov for støtte undervejs.

Jeg tror ikke kun, det handler om identitet, men også om fagligt selvværd og behovet for at blive støttet i den første fase af joblivet. Selv blev jeg utrolig overrasket over hvor svært det var - syntes jo netop at min erfaring fra fuldtidsarbejde i 3 år mellem gymnasiet og studiet burde have rustet mig. Hvad angår identitet, så føler jeg bestemt også at jeg har en stærk identitet der er meget andet end mit job, men let har det til tider alligevel ikke været. Samtidig har det været svært at lufte mine frustrationer fordi det, som I også påpeger, er sådan i øjeblikket, at man skal være glad for at have et job.”

”Jeg føler selv - som nyuddannet - at det er et ufatteligt antiklimaks at blive færdig med studiet, når der ikke ligger jobs klar på den anden side. Identitetskriser opstår ikke nødvendigvis først, når man bliver en del af arbejdsmarkedet, men især når man går fra at være aktiv og engageret studerende til at være ledig.
(…)
Jeg synes, at det er godt du tager fat på diskussionen, da vi især på universitetet bliver uddannet til at studere, erhverve os viden og forske. Der er ikke altid en målrettet plan for, hvordan denne kunnen skal formes til arbejdsmarkedet eller til specifikke stillinger. Jeg er ikke nervøs for at blive en del af arbejdsmarkedet og fjerne mig fra min identitet som studerende, men jeg er frustreret over, at jeg først nu som dimittend skal til at finde min plads. Jeg har manglet at kunne blive guidet i, hvor og hvordan jeg finder den rette stilling som færdiguddannet - løbende igennem studiet.”

Folk har gennemgående sagt, at de synes, emnet er vigtigt, men af lidt forskellige årsager:

• Det er antiklimaks at komme ud til et arbejdsmarked, der tilsyneladende ikke har brug for én, eller hvor det er svært at finde sin plads.
• Man må tage, hvad man kan få. Det kan betyde, at jobbet ikke er akademisk nok.
• Det er svært at vide, hvad ens drømmejob er. Det har man brug for afklaring til at finde ud af.
• Arbejdet har andre rammer, end man tidligere har været vant til.
• Man bliver i tvivl om, hvad man egentlig kan.
• Man bliver i tvivl om, man kan leve op til forventningerne.

Overgangens 3 faser - eller vejen gennem kaos

Stærk studenteridentitet, et kaos af udfordringer og en begyndende professionel identitet. Sådan beskriver Sofia Nyström akademikeres overgang fra uddannelse til arbejde.

En kvalitativ undersøgelse
Sofia Nyström er svensk ph.d. med afhandlingen Becoming a professional. Hendes undersøgelse repræsenterer den slags forskning, som mangler i Danmark. Her er der lavet masser af kvantitative undersøgelser af dimittenders overgang til arbejdsmarkedet, for eksempel kandidatundersøgelser, der ser på, hvor hurtigt kandidaterne kommer i job, og hvor meget de tjener. Men ikke noget om, de menneskelige oplevelser bag tallene, og slet ikke med fokus på, hvad det er for en identitetstransformation, de nyuddannede står over for, når de træder ind på arbejdsmarkedet. Især dette aspekt efterlyser Sofia Nyström mere forskning i.

Hendes undersøgelse af lavet med svenske akademikere på det svenske arbejdsmarked, og hun har undersøgt to faggrupper, hhv. kandidater fra psykologi og statskundskab. På trods af disse afgræsninger drager hun nogle bredere konklusioner, og jeg synes, det er relevant at se på hendes konklusioner i forhold til danske kandidater. I hvert fald giver det mening for mig at se min egen overgang i lyset af hendes undersøgelse.

Undersøgelsen er lavet ved, at hun har interviewet de to grupper tre gange, fra de er i slutningen af deres studie, til de har været ca. tre år på arbejdsmarkedet.

1. fase: Stærk studenteridentitet og positive fremtidsvisioner
Sofia Nyströms undersøgelser viser, at mens kandidaten går på universitet er identiteten som studerende stærk. Det er en meget klar identitet, som ikke skifter i forskellige kontekster. Det vil sige, at de identificerer sig som studerende, lige meget om de er på universitetet, til familiefødselsdag eller på deres studiejob. Samtidig er de studerendes forestillinger om fremtiden meget positive.

Dette kan jeg sagtens kende fra mit eget liv. Jeg var glad for at gå på universitet og identificerede mig stærkt med at være studerende. Indadtil var det noget med at læse mange bøger, tilegne sig ny viden, have sin frihed og være i kritisk opposition. Men også udadtil var jeg stolt over det ”brand”, der hørte med til at gå på universitetet. Så vidt jeg husker, identificerede min omverden mig også som studerende, og hvis der alligevel var nogen, der formastede sig til at stille spørgsmålet: Hvad skal du så bagefter?, var jeg overbevist om, at det ikke ville blive noget problem. Min viden var meget brugbar.

2. fase: Identiteten er splittet
Sofia Nyström har interviewet sine informanter for anden gang, efter de har være halvandet år på arbejdsmarkedet. Hendes undersøgelser viser, at kandidaterne i denne fase udfordres og forandres i mødet med arbejdsmarkedet. De forstår ikke længere deres identitet som klar og entydig, men som opdelt i forskellige sfærer, den professionelle, den personlige og den private. Arbejdet dominerer dog de andre livssfærer, sandsynligvis fordi alt er nyt her, og kandidaten bruger sine kræfter på at komme ind i dette nye fællesskab. Identiteten skal forhandles på plads med kollegerne. Man bliver ikke længere automatisk identificeret som studerende, men nu som arbejdende og sikkert også som ny på arbejdsmarkedet med alt, hvad ens kolleger måtte lægge i det.

Kritisk transformation
I denne fase oplever kandidaterne løbende det, som Sofie Nyström kalder ”kritisk transformation”. En proces, hvor kandidaten prøver at skabe sig en identitet som arbejdende. Den kritiske transformation opstår i mødet mellem kandidaten og arbejdspladsen. Det er mødet mellem kandidatens selvforståelse, forståelse af faglig viden, tidligere arbejdserfaringer og sociale netværk og arbejdspladsens opfattelse af, hvad og hvem kandidaten er, og hvordan hans/hendes faglige viden skal omsættes på arbejdspladsen.
I denne kritiske transformation er kandidaten nødt til at gentænke, det han/hun har lært på sin uddannelse, og hvordan det kan omsættes i arbejdet. Samtidig forholder kandidaten sig til oplevelserne i det første job, for eksempel om han/hun har opnået selvtillid i jobbet, om jobbet var vigtigt og meningsfuldt og hvordan reaktioner fra kolleger og chefer har været.

Min egen kritiske transformation
Jeg kan godt huske den kritiske transformation. Den var kritisk! Alt var i spil, og jeg skulle både forholde mig til mig selv (hvem er jeg, når jeg ikke er studerende?), mit nye liv (med meget mindre fritid og socialt liv), mine nye arbejdsopgaver (som var en rigelig stor mundfuld i sig selv) og mine nye kolleger (som langt fra alle var akademikere og derfor slet ikke delte de samme værdier, talte om de samme ting over frokostbordet eller havde samme humor som mig).
I denne fase havde jeg ikke længere tid og overskud til at læse bøger, min kritiske opposition blev i den grad udfordret af, at jeg skulle arbejde sammen med andre faggrupper, og jeg syntes, det var svært at svare, når folk spurgte: ”hvad laver du så?”

3. fase: Etableret på arbejdsmarkedet
I den tredje fase har kandidaterne i undersøgelsen været ca. tre år på arbejdsmarkedet. Her beskriver de, at de forskellige livssfærer efterhånden er ved at være integreret, det personlige er for eksempel begyndte at spille sammen med det professionelle som en styrke.
De har efterhånden etableret sig på arbejdsmarkedet og udtrykker tilfredshed med deres situation, men mange lægger også vægt på vigtigheden af kontinuerlig efteruddannelse for at kunne varetage jobbet bedst muligt.

Job nummer to gav ro
Jeg har i skrivende stund været knap tre år på arbejdsmarkedet, og jeg er enig i, at der er ved at komme mere ro på. Den værste transformation er vist overstået, og det er dejligt. Men der opstår også hele tiden nye udfordringer. Det ligger meget godt op ad Sofia Nyströms konklusion:
At skabe sig en professionel identitet handler om at bringe balance i hele ens livssituation og inkluderer erfaringer fra både fortid og nutid og forventninger til fremtiden. Det er et livsprojekt. Intet mindre – og ergo: ingen nemme løsninger.

Et livsprojekt – men vejen er ikke logisk og lineær
Men netop fordi transformationen er kritisk, mener Sofia Nyström, at det med fordel er noget, undervisere og arbejdsgivere kan anerkende og støtte op om. Simpelthen fordi denne fase er et vigtigt skridt i et voksenliv og en hjørnesten i at skabe sig et liv.

Samtidig har hun den vigtige pointe, at kandidaternes karrierevej ikke udvikler sig lineært og logisk som i den traditionelle forestilling om karriere, men lige så meget handler om, at deres forestillinger om fremtiden forandrer sig over tid i mødet med arbejdsmarkedet.

Nye tilbud til nyuddannede
Og her er måske en krog at gribe fat i – både for universitet og fagforeninger som Dansk Magisterforening og DJØF, som jeg synes med fordel kan spille en større rolle i transformationen.
Mine erfaringer med disse institutioner er nemlig, at de griber overgangen an med nogle meget traditionelle forestillinger om karriere. Det handler om kompetenceafklaring og karriereplanlægning. Men hvis kandidaterne slet ikke følger den slags lineær logik, er workshops i karriereplanlægning måske ikke det rette tilbud – eller bør i hvert fald støttes af tilbud, der går i en anden retning. Det kunne være tilbud, der har fokus på den mere kaotiske del af overgangen og som også rummer plads til at se karrieren som en udvikling, der er påvirket af forholdet mellem professionelle og personlige aspekter af livet. Altså nogle tilbud, der kan støtte den kritiske identitetstransformation.
Det er ikke fordi, jeg synes vi alle partout skal gå til coach, men det var måske en  ide at skabe nogle fora for nyuddannede, hvor man kunne tale højt om overgangsproblemerne, så man ikke tror, man er den eneste, der er ramt af granatchok.

Hvad har du brug for?
Jeg gerne høre, om jeg er et særtilfælde, eller om du også kunne have brugt andre tilbud end de eksisterende. I så fald hvilke?

Voksenpoint

Når jeg kigger rundt i min omgangskreds, ser det ud til, at det første job også er forbundet med en masse andre store livsbeslutninger. Snakken om at ”blive voksen” eksploderer. Nu har man pludselig råd til at købe bolig, bil eller få børn. Det skaber potentielt ekstra udfordringer af selvbilledet. Man går fra at være studerende til at være sådan en med fast arbejde, pension, fast ejendom og børn.

For mig var det at få et fast arbejde ambivalent. På den ene side ville jeg gerne have pengene, og alt hvad de gav adgang til, på den anden side kunne jeg slet ikke se mig selv som sådan én med pensionsopsparing, bil og børn. Måske kan man beskrive det første job, som vore dages version af at ”blive voksen”.

Hvad synes du?

Trådte du ind i de voksnes rækker, da du fik dit første job. Hvordan kom det til udtryk, og hvad syntes du om det?

Bristede drømme

Mens jeg var studerende havde jeg store drømme. For min fremtid og alt det jeg skulle være, når jeg blev færdig. Det var nemt nok. Som studerende kunne jeg stadig tage på udveksling eller få studiejob og praktikophold i kulturinstitutioner, som er hermetisk lukket for mig i dag. Som færdiguddannet er det slut med de luftige forestillinger.

Egentlig er det jo forudsigeligt: det er nemt nok at have lutter positive forventninger til fremtiden, så længe den er fremtid. Når den så bliver til nutid, er den ikke kun er rosenrød. Ikke desto mindre kom det bag på mig, og sammen med tabet af faglighed og frihed bidrog det til antiklimaks. Hvad nu hvis mine drømme aldrig ville gå i opfyldelse? Hvem og hvad var jeg så?

Valg af idenitet
Rigtig meget forskning viser, at valg af uddannelse og arbejde også er et valg af identitet. Ergo er det ikke så mærkeligt, at det første job kan være forbundet med bristede drømme, hvis man nu bare var nødt til at tage, hvad man kunne få for at komme i gang. Her kan man netop sætte spørgsmålstegn ved, hvor fleksibel man egentlig er/kan være, hvis ens valg af job faktisk er identitetsbærende.

Hvad synes du?

Hvad skete der med dine drømme, da du begyndte i dit første job?

Nye kolleger - de ligner ikke mig

Da jeg begyndt i mit første job, var noget af det, jeg virkelig skulle vænne mig til, mine nye kolleger. De lignede overhovedet ikke mig. Eller et par af dem gjorde, men resten var en skøn blanding af alle mulige forskellige faggrupper, og det påvirkede for eksempel tonen på arbejdspladsen. De talte slet ikke om de samme ting, som man taler om på universitetet og havde en helt anden humor. Jeg kunne med andre ord ikke identificere mig med en stor del af mine nye kolleger og havde derfor også svært ved at identificere mig med arbejdspladsen.

Jeg var godt klar over, at dette var virkeligheden, og at jeg nok i en eller anden grad var nødt til at vænne mig til den, men jeg havde ikke lyst til at give slip på min identitet som universitetsstuderende. Jeg havde stadig lyst til at tale om de emner, jeg havde talt med mine studiekammerater om, og jeg havde stadig lyst til at bruge det ordforråd og det analyseapparat, jeg havde opbygget på universitetet. Det faldt bare lidt til jorden.

Jeg kan ikke rigtig huske, hvordan det ændrede sig, men jeg vil tro, at tiden gik, og jeg lærte mine nye kolleger at kende og vænnede mig til tonen på arbejdspladsen.

Hvad synes du?

Hvad syntes du om at gå fra det homogene miljø på universitetet og til arbejdsmarkedet med alle mulige forskellige mennesker og faggrupper?