"Kun en tåbe frygter ikke en livsstilling med pension"

Sådan lyder Asger Aamunds 6. bud til studenten. Det er ikke, fordi jeg skal udbrede Aamunds ideologier eller livssyn her,og jeg er klar over, at han har så mange penge, at det er helt gratis for ham at være nonchalant omkring tryghed i ansættelsen, men engang – efter jeg var færdig med at være studerende – fandt jeg hans ”10 bud til studenten” i et uddannelsestillæg (s.5).

Asger Aamunds 10 bud til studenten.

Min studenteridentitet var stadig så stærk, at jeg klippede dem ud og hængte dem op på køleskabet. Der hænger de stadig. Jeg skævede ofte til dem, da jeg stod foran den store beslutning at sige mit første job op. Det var en fast stilling (om end kun for 4 år, men i disse tider, er det jo så godt som fast arbejde) med en god løn, og jeg havde prøvet at finde mig til rette i den. I halvandet år havde jeg haft fornuften siddende på den ene skulder og Asger Aamunds 6. bud på den anden. Fornuften sagde: finanskrise og dagpengehelvede, det 6. bud talte til mine drømme og min trang til mere faglighed. Efter lange, trange overvejelser sagde jeg op.

Eget firma og deltidsjob

Jeg gik ikke på dagpenge, jeg startede mit eget firma. Jeg overvejede godt nok at lave modellen med at have firma som bibeskæftigelse, men dagpenge-reglerne var for komplicerede. Det blev ret dyrt det første halve år, for jeg havde jo ikke nogen kunder. (Egentlig synes jeg, det burde være muligt at få dagpenge det første stykke tid, mens man starter op, hvor man typisk ikke tjener særlig meget. I mine øjne er det i den grad jobsøgning). Men efter det første halve år begyndte det at løbe rundt. Jeg blev fast freelance-underviser og fik deltidsjob som ekstern lektor på RUC. Det er langt fra lønnen i mit faste job, og min indtægt er variabel fra semester til semester, men til gengæld er jeg glad for mit arbejdsliv. Det passer mig godt at stykke det lidt sammen og ikke være bundet til ét sted 37 timer. Der er sikkert andre, der har det lige modsat.

Et moderne arbejdsmarked, tak!

Min pointe er, at vi ikke længere lever i 1950erne. Hvorfor er det, at både politikere, fagforeninger og a-kasser opfører sig som om den eneste model for at være på arbejdsmarkedet er ét job på 37 timer? I hvert fald a-kasserne og dagpenge-systemet er indrettet, som om vi stadig alle arbejdede i industrien.

Jeg tror, at mange unge højtuddannede har andre ønsker og drømme for deres arbejdsliv. Det attraktive liv ser anderledes ud i dag. Lektor på RUC, Christian Helms Jørgensen, skriver i Tidsskrift for arbejdsliv (årg. 11, nr.1, 2009):

”At være og forblive ung og at leve ud fra ungdomslivets normer er blevet et ideal både i mediekulturen og på arbejdsmarkedet der efterspørger formbarhed og fleksibilitet hos medarbejderne.”

Jeg er i hvert fald præget af idealet om at være ung, at være undervejs, at være i udvikling. Men ifølge Christian Helms er denne type medarbejdere også i arbejdsgivernes interesse. Hvorfor ikke få dette til at harmonere tydeligere? Det kunne måske også lette overgangen fra uddannelse til arbejde.

Det utraditionelle arbejdsliv kræver is i maven

Det kræver is i maven at stykke sit arbejdsliv utraditionelt sammen. Som sagt tog det mig lang tid at tage beslutningen, og det indebar store overvejelser omkring økonomi, plus råd og opbakning fra kloge, erfarne folk. (Det kan jeg anbefale).

I den fase skævede jeg ofte til Asgers 10 bud. Ud over det 6. bud, var det 5. og 9. nogle af dem, jeg huskede mig selv på, når jeg for 117. gang kom i tvivl om min beslutning. De kommer her, hvis andre har brug for at stive sig af:

5. Stol aldrig på myndigheder, autoriteter og personer over 30 år. (Det er jeg godt nok selv, men jeg forstår, hvor han vil hen.)

9. Frygt aldrig den offentlige mening, der altid udtrykker summen af samfundets opsparede fejhed og livsangst.

Som sagt hænger de stadig på mit køleskab. Det er fordi den gamle fornuft stadig nogen gange banker på.

Hvad er det gode arbejdsliv?

Hvordan ser dit drømmearbejdsliv ud? Og hvad er forhindringerne?

Farvel frihed

”Jeg synes vi er voksne på det her tidspunkt; jeg synes ikke, at universitets opgave til hver tid er at fortælle os, hvad vi skal gøre og holde os i ørerne. (Stephan, statskundskabstuderende, KU)”

Dette citat stammer fra rapporten Det frie valg eller det frie fald, som Akademikernes Centralorganisation udgav i foråret 2010. Den handler om overgangen fra studium til job.

Citatet udtrykker, at den studerende ser tiden på universitetet som en meget selvstændig periode, hvor man skal bevise, at man er voksen og ikke behøver blive holdt i hånden.

Min tilgang til at gå på universitetet var helt i overensstemmelse med den holdning. Jeg ville selv forme mit studium ved at dyrke mine interesser og selv definere mine projekter og opgaver. Jeg så det som et privilegium at have den frihed. Det var bare også noget af det, jeg savnede rigtig meget, da jeg begyndte i job og som virkelig krævede tilpasning.

Jeg oplevede det ganske enkelt som forfærdeligt at miste friheden. Jeg syntes ikke længere, jeg havde noget liv, efter jeg begyndte at arbejde. Samtidig oplevede jeg det som tabuiseret at tale om – that's life, get over it! Men når min moster på 50 stadig kan tale om, hvor dejligt det var at være studerende, blandt andet på grund af friheden, så er det vel ikke så mærkeligt, at man har brug for at sørge lidt over tabet.

Det er jo ikke bare friheden i sig selv, man mister. Man mister også tid. I det små mister man tid til at følge med i sine venners liv og tid til intellektuel stimulans, som man er så vant til at få på universitetet. På den lidt større skala mister man muligheden for at holde mere end 3 ugers sommerferie, eller tage et halvt år til udlandet for at prøve at bo der. Det er selvfølgelig stadig muligt at gøre, men hvis man er nødt til at sige sit job op, er der jo nogle helt andre risici og omkostninger forbundet med det, end da man var studerende.

Luksusproblem eller en del af den transformationsproces, man står over for? Hvad synes du?