onsdag den 31. august 2011

Ny undersøgelse af humanister på arbejdsmarkedet

Dansk Magisterforening har lavet en undersøgelse af humanister på arbejdsmarkedet, som alle er blevet færdige mellem 2005 og 2010 – altså humanister, som er relativt nye på arbejdsmarkedet. 4000 er blevet spurgt, knap 2000 har svaret. Du kan se undersøgelsen i Magisterbladet.
Resultatet bruger DM især til at karakterisere humanister som en fleksibel og efterspurgt gruppe på arbejdsmarkedet og dermed udfordre myten om, at der bliver uddannet for mange humanister, som er ubrugelige på arbejdsmarkedet. En myte som, ifølge DM, især Dansk Industri holder liv i.
Jeg er ikke uenig i DM’s overordnede konklusion: at humanister er en fleksibel arbejdsstyrke, som indtager hele arbejdsmarkedet, både det private og det offentlige. Men jeg får lyst til at se på, hvad tallene siger ud over dette.

17,5 procent sidder ufrivilligt i et ikke-akademisk job
Undersøgelsen viser for eksempel, at 33 procent af de 2000, der svarede på undersøgelsen sidder i et job med ikke-akademisk indhold, men at halvdelen er så glad for jobbet, ”at de i nogen eller høj grad kalder det et ’drømmejob’”. Det viser selvfølgelig, at de er fleksible og også drevet af lyst, men der sidder altså stadig den anden halvdel af de 33 procent, som har fået et ikke-akademisk, ikke-drømmejob. (Se s. 16) Hvad siger de til deres møde med arbejdsmarkedet?

16 procent sidder i deres job af nød
Samtidig viser undersøgelsen, at de adspurgte skifter job ofte. Halvdelen har søgt arbejde inden for det seneste år, 72 procent inden for de seneste to år. ”Mere af lyst end af nød” skriver Magisterbladet. Måske betyder det bare, som DM hævder, at humanister er en fleksibel arbejdsstyrke, men man kan også læse tallene som, at 16 procent sidder i deres job af nød. (Se s. 17) Hvad er det for historier, de 16 procent kan fortælle?

28 procent ville vælge en anden uddannelse
Undersøgelsen viser – og sådan læser DM også selv tallene – at 28 procent ville have valgt en anden uddannelse, hvis de skulle vælge om i dag. Og selvom 41 procent siger, at de stadig er glade for deres uddannelse og ville vælge den samme i dag, så ville rigtig mange altså hellere have læst statskundskab, tæt forfulgt af psykologi. Desuden ville mange gerne have læst en professionsuddannelse i stedet for et fag, hvor man selv skal ud og stampe jobvejen. (Se mit tidligere indlæg om at ønske at være sygeplejerske). En udtalelse fra undersøgelsen lyder:
Litteraturvidenskab ville jeg vælge med hjertet, men ud fra et karrieremæssigt synspunkt havde jeg måske valgt noget mere erhvervsrettet.” (S. 24)
Det er interessant i et identitetsperspektiv. Hvad er det for nogle overvejelser, mødet med arbejdsmarkedet giver anledning til for den enkelte? Hvad gør mødet med arbejdsmarkedet ved ens selvforståelse og ved vurderingen af ens hidtidige valg?

Hver femte vil have nyt job - hurtigst muligt
Hver femte svarer, at de vil være så kort tid som muligt i deres nuværende job, og de mest nyuddannede vil hurtigst videre. Lille sammenhæng mellem uddannelse og arbejde er også noget, der ansporer til at ville videre. Et billede der svarer meget godt til mine egne erfaringer.  Hver femte siger, de sidder i deres drømmejob, og hver femte sidder slet ikke i et drømmejob, resten befinder sig et sted i mellem. (Se s. 25)

Mangfoldige historier om den første tid på arbejdsmarkedet
Når jeg gennemgår tallene sådan her, er det ikke for at holde liv i myten og sige, at man ikke bør vælge en humanistisk uddannelse, fordi man aldrig får et job med akademisk indhold. Jeg var netop til et fyraftensmøde i går om ”Fremtidens akademiker”, og det var især egenskaber, man erhverver sig på humanistiske uddannelser, fremtidsforsker Thomas Geuken beskrev.

Mit ærinde er, at vi kommer til at snakke mere om, hvad for personlige historier, der ligger bag de mange jobskift, den tilsyneladende fleksibilitet og de ikke-akademiske ansættelser. Jeg er sikker på, der gemmer sig mangfoldige historier om vejen til arbejdsmarkedet. Hvis vi får de historier frem, får vi også et mere nuanceret sprog til at tale om den første tid på arbejdsmarkedet – og så kommer man ikke til at føle sig som den eneste i verden, der oplever underlige problemer med fagligt irrelevante jobs og overvejelser over, hvad man egentlig kan bruge sin uddannelse til. Det er mit ærinde, at vi internt blandt nyuddannede akademikere kan tale om og være fælles om de udfordringer, vi møder, i den første tid på arbejdsmarkedet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar