Masterplan eller tilfældighed? - Karriereplanlægning er sjældent rationel

Sådan beskriver RUC deres kompetencecafe.

Fagforeninger og erhvervsvejledninger holder stribevis af karrieremesser og kompetenceafklarende workshops for studerende og snart-kandidater. Jeg gik aldrig til dem. Hvorfor? Jeg mente vist ikke, de havde noget at sige mig. Jeg havde jo haft flere relevante studiejobs og endda været i praktik, så jeg skulle nok være attraktiv for arbejdsmarkedet. Jeg forventede vist også, at de mest ville sige noget i retning af, at jeg som humanist kunne noget med at skrive tekster. Det syntes jeg dels var banalt, dels var lidt desillusionerende at få at vide. Jeg havde trods alt lært så meget mere i løbet af min uddannelse. Bad news, kort sagt. Måske var det derfor jeg ikke gik derhen.

Da jeg blev færdig, fik jeg hurtigt job (det havde primært noget med mit netværk at gøre, og faktisk et netværk jeg havde fået på studiet), men det var ikke drømmejobbet. Nu var jeg så ikke længere dimittend, og de næste arrangementer, jeg kunne gå til i min fagforening, var sådan nogle som ”Hvor vil du hen med din karriere?” Men altså, det anede jeg ikke. Jeg var bare i chok. Blandt andet fordi det virkede temmelig begrænset, hvor jeg kunne komme hen. I hvert fald sådan lige med det første.

Når jobbet er et job, men ingen drøm
Jeg manglede arrangementer, der lå imellem at skrive den gode ansøgning og planlægge min efterfølgende karriere. Arrangementer, der adresserede de mere ustyrlige dele af overgangen til arbejdsmarkedet. For eksempel det aspekt, at jeg absolut ikke havde fået mit drømmejob, og derfor havde svært ved at motivere mig i jobbet, men på den anden side godt kunne se, at jeg kunne lære noget af det job. Det var et meget mere presserende og virkeligt problem for mig, end hvor jeg skulle hen med min karriere. Men det var der ikke rigtig nogle steder, jeg kunne gå hen og snakke om.

Min pointe er, at de institutioner, der støtter op om dimittenders overgang fra studiet til arbejdsmarkedet, alt for ofte behandler dimittenden som et rationelt subjekt. Som om dimittenden ikke tænker på andet end kompetenceafklaring, træning i at gå til jobsamtale og planlægning af karrierevejen.
Men hvad med identitetstransformationen, overvejelserne over hvorfor man egentlig tog den uddannelse, man gjorde (hvad var meningen?), og det faktum, at første job meget vel kan være en skuffelse? 

Et eksempel er Candportalen. Her kan man bestemt finde mange nyttige oplysninger og interessante cases, men det handler meget lidt om de kameler, dimittenderne har været nødt til at sluge undervejs, hvordan de har gjort det, og hvad det har haft af konsekvenser for dem. Både positive og negative. Når jeg for eksempel ser den her case, kommer jeg automatisk til at tænke over, hvilken process, det har været for hende at gå fra Europastudier og speciale om Trafficking til et job som karrierevejleder. Er det drømmejobbet? Er det blevet drømmejobbet? Er det et skridt på vejen? Til hvad?

Mellem drømmen og det mulige
Jeg savner et fokus på overgangen, der ser dimittender som mennesker, der på den ene side orienterer sig i overensstemmelse med de praktiske muligheder, der er på det givne tidspunkt, men hvis handlingsrum på den anden side er præget af begrænsninger – både indre og ydre.
Det er jo lige præcis den konflikt, man står i som nyuddannet og nyansat. Du skal pinedød have et job. Dine egne forventninger og forhåbninger presser dig, det samme gør omverdenens og ikke mindst a-kassen og jobcentret. Men samtidig er drømmejobbet ikke inden for rækkevidde.

Hvis der var flere arrangementer, der handlede om denne interessekonflikt, krydspres, granatchok, you name it, tror jeg, jeg ville være gået til dem.