Nogle gange ville jeg ønske, jeg var blevet sygeplejerske

Jeg har selv tænkt det, og jeg har hørt andre sige det, når jeg har talt med dem om at blive færdig på universitetet.

For mig handler det om, at det er en tydelig karrierevej. Jeg skal ikke ud og prøve at forestille mig et job, jeg kan passe ind i. Jeg ved, hvor sygeplejersker arbejder, og jeg ved, hvad de laver. Hvid kittel, hospital. (Jeg har helt sikkert en meget forenklet opfattelse af, hvad det vil sige at være sygeplejerske, men billedet fungerer som en modpol til den mere diffuse akademiker-identitet og akademiker-jobmarked).

Tilbageblik på uddannelsen
Da jeg blev færdig, så jeg pludselig min uddannelse i bagklogskabs ulideligt klare lys. Jeg begyndte at stille mig selv spørgsmål som, hvorfor læste jeg egentlig det, jeg gjorde? Hvad var min plan? Og svaret er: jeg havde ikke nogen plan. Jeg syntes bare, det var spændende. Jeg betragtede min tid på universitet som et dannelsesprojekt i lige så høj grad som en uddannelse. Og det blev jeg i den grad konfronteret med, da jeg blev færdig. Pludselig skulle jeg forestille mig min uddannelse i en jobsammenhæng: ”Hvor kan man (blive glad for at) arbejde, hvis man har taget den uddannelse, jeg har og haft det dannelsesprojekt, jeg har?” Dannelsesprojektet var lige så vigtigt at passe ind som uddannelsen. Dannelsesprojektet var min identitet. Jeg betragtede ikke min uddannelse som et redskab til at få et bestemt job.

Tvungen jobplan?
Skal man så tvinges til studievejledning hvert halvår, mens man går på universitetet, og fremlægge en jobplan? Ifølge undersøgelsen Det frie valg eller det frie fald, som AC og Rambøll lavede i 2010 ville et sådant tiltag konflikte med, at en del studerende føler sig voksne, når de går på universitetet, hvilket bl.a. indbefatter at bestemme selv. En studerende i undersøgelsen siger:

”Jeg synes vi er voksne på det her tidspunkt; jeg synes ikke, at universitets opgave til hver tid er at fortælle os, hvad vi skal gøre og holde os i ørerne.” (Stephan, statskundskabstuderende, KU)

Modstand mod livsplanlægning
En undersøgelse lavet i England i 2006 viser, at studerendes modvilje mod at planlægge deres fremtid og dermed også se deres studium som en del af en fremtidsplan, blandet andet hænger sammen med, om de har gået på velansete universiteter og defineret sig selv om ”academic high flier”. Undersøgelsen har ikke grundlag for at generalisere bredt, men forfatterne foreslår, at det at have gået på et velanset universitet, giver en tro på, at der er gode karrieremuligheder forude. Alene fordi man får en grad fra et bestemt universitet og eventuelt også gode karakterer. ("The prevalence of 'life planning': evidence from UK" (2007) Rachel Brooks, Glyn Everett i British Journal of Sociology of Education)

Jeg identificerede egentlig ikke mig selv som academic high flier, da jeg gik på universitetet, men jeg dyrkede helt klart uddannelsen for den værdi, den udgjorde i sig selv, ikke som et middel til at få et bestemt job. Jeg vil også mene, at jeg havde en stærk tro på, at med en universitetsuddannelse var den hellige grav velforvaret. (”Du skal have noget at falde tilbage på.” Indsæt selv diverse voksenstemmer fra din ungdom). Når jeg blev færdig, ville arbejdsmarkedet have mig. Men så let var det ikke. Vejen skal banes, og den er ikke nødvendigvis særlig tydelig.

Og selvom jeg efterhånden synes, at det går meget godt (for det meste), bliver jeg stadig momentant ramt af lysten til at blive sygeplejerske.

Hvad mig dig?