"Kun en tåbe frygter ikke en livsstilling med pension"

Sådan lyder Asger Aamunds 6. bud til studenten. Det er ikke, fordi jeg skal udbrede Aamunds ideologier eller livssyn her,og jeg er klar over, at han har så mange penge, at det er helt gratis for ham at være nonchalant omkring tryghed i ansættelsen, men engang – efter jeg var færdig med at være studerende – fandt jeg hans ”10 bud til studenten” i et uddannelsestillæg (s.5).

Asger Aamunds 10 bud til studenten.

Min studenteridentitet var stadig så stærk, at jeg klippede dem ud og hængte dem op på køleskabet. Der hænger de stadig. Jeg skævede ofte til dem, da jeg stod foran den store beslutning at sige mit første job op. Det var en fast stilling (om end kun for 4 år, men i disse tider, er det jo så godt som fast arbejde) med en god løn, og jeg havde prøvet at finde mig til rette i den. I halvandet år havde jeg haft fornuften siddende på den ene skulder og Asger Aamunds 6. bud på den anden. Fornuften sagde: finanskrise og dagpengehelvede, det 6. bud talte til mine drømme og min trang til mere faglighed. Efter lange, trange overvejelser sagde jeg op.

Eget firma og deltidsjob

Jeg gik ikke på dagpenge, jeg startede mit eget firma. Jeg overvejede godt nok at lave modellen med at have firma som bibeskæftigelse, men dagpenge-reglerne var for komplicerede. Det blev ret dyrt det første halve år, for jeg havde jo ikke nogen kunder. (Egentlig synes jeg, det burde være muligt at få dagpenge det første stykke tid, mens man starter op, hvor man typisk ikke tjener særlig meget. I mine øjne er det i den grad jobsøgning). Men efter det første halve år begyndte det at løbe rundt. Jeg blev fast freelance-underviser og fik deltidsjob som ekstern lektor på RUC. Det er langt fra lønnen i mit faste job, og min indtægt er variabel fra semester til semester, men til gengæld er jeg glad for mit arbejdsliv. Det passer mig godt at stykke det lidt sammen og ikke være bundet til ét sted 37 timer. Der er sikkert andre, der har det lige modsat.

Et moderne arbejdsmarked, tak!

Min pointe er, at vi ikke længere lever i 1950erne. Hvorfor er det, at både politikere, fagforeninger og a-kasser opfører sig som om den eneste model for at være på arbejdsmarkedet er ét job på 37 timer? I hvert fald a-kasserne og dagpenge-systemet er indrettet, som om vi stadig alle arbejdede i industrien.

Jeg tror, at mange unge højtuddannede har andre ønsker og drømme for deres arbejdsliv. Det attraktive liv ser anderledes ud i dag. Lektor på RUC, Christian Helms Jørgensen, skriver i Tidsskrift for arbejdsliv (årg. 11, nr.1, 2009):

”At være og forblive ung og at leve ud fra ungdomslivets normer er blevet et ideal både i mediekulturen og på arbejdsmarkedet der efterspørger formbarhed og fleksibilitet hos medarbejderne.”

Jeg er i hvert fald præget af idealet om at være ung, at være undervejs, at være i udvikling. Men ifølge Christian Helms er denne type medarbejdere også i arbejdsgivernes interesse. Hvorfor ikke få dette til at harmonere tydeligere? Det kunne måske også lette overgangen fra uddannelse til arbejde.

Det utraditionelle arbejdsliv kræver is i maven

Det kræver is i maven at stykke sit arbejdsliv utraditionelt sammen. Som sagt tog det mig lang tid at tage beslutningen, og det indebar store overvejelser omkring økonomi, plus råd og opbakning fra kloge, erfarne folk. (Det kan jeg anbefale).

I den fase skævede jeg ofte til Asgers 10 bud. Ud over det 6. bud, var det 5. og 9. nogle af dem, jeg huskede mig selv på, når jeg for 117. gang kom i tvivl om min beslutning. De kommer her, hvis andre har brug for at stive sig af:

5. Stol aldrig på myndigheder, autoriteter og personer over 30 år. (Det er jeg godt nok selv, men jeg forstår, hvor han vil hen.)

9. Frygt aldrig den offentlige mening, der altid udtrykker summen af samfundets opsparede fejhed og livsangst.

Som sagt hænger de stadig på mit køleskab. Det er fordi den gamle fornuft stadig nogen gange banker på.

Hvad er det gode arbejdsliv?

Hvordan ser dit drømmearbejdsliv ud? Og hvad er forhindringerne?