Ny undersøgelse af humanister på arbejdsmarkedet

Dansk Magisterforening har lavet en undersøgelse af humanister på arbejdsmarkedet, som alle er blevet færdige mellem 2005 og 2010 – altså humanister, som er relativt nye på arbejdsmarkedet. 4000 er blevet spurgt, knap 2000 har svaret. Du kan se undersøgelsen i Magisterbladet.
Resultatet bruger DM især til at karakterisere humanister som en fleksibel og efterspurgt gruppe på arbejdsmarkedet og dermed udfordre myten om, at der bliver uddannet for mange humanister, som er ubrugelige på arbejdsmarkedet. En myte som, ifølge DM, især Dansk Industri holder liv i.
Jeg er ikke uenig i DM’s overordnede konklusion: at humanister er en fleksibel arbejdsstyrke, som indtager hele arbejdsmarkedet, både det private og det offentlige. Men jeg får lyst til at se på, hvad tallene siger ud over dette.

17,5 procent sidder ufrivilligt i et ikke-akademisk job
Undersøgelsen viser for eksempel, at 33 procent af de 2000, der svarede på undersøgelsen sidder i et job med ikke-akademisk indhold, men at halvdelen er så glad for jobbet, ”at de i nogen eller høj grad kalder det et ’drømmejob’”. Det viser selvfølgelig, at de er fleksible og også drevet af lyst, men der sidder altså stadig den anden halvdel af de 33 procent, som har fået et ikke-akademisk, ikke-drømmejob. (Se s. 16) Hvad siger de til deres møde med arbejdsmarkedet?

16 procent sidder i deres job af nød
Samtidig viser undersøgelsen, at de adspurgte skifter job ofte. Halvdelen har søgt arbejde inden for det seneste år, 72 procent inden for de seneste to år. ”Mere af lyst end af nød” skriver Magisterbladet. Måske betyder det bare, som DM hævder, at humanister er en fleksibel arbejdsstyrke, men man kan også læse tallene som, at 16 procent sidder i deres job af nød. (Se s. 17) Hvad er det for historier, de 16 procent kan fortælle?

28 procent ville vælge en anden uddannelse
Undersøgelsen viser – og sådan læser DM også selv tallene – at 28 procent ville have valgt en anden uddannelse, hvis de skulle vælge om i dag. Og selvom 41 procent siger, at de stadig er glade for deres uddannelse og ville vælge den samme i dag, så ville rigtig mange altså hellere have læst statskundskab, tæt forfulgt af psykologi. Desuden ville mange gerne have læst en professionsuddannelse i stedet for et fag, hvor man selv skal ud og stampe jobvejen. (Se mit tidligere indlæg om at ønske at være sygeplejerske). En udtalelse fra undersøgelsen lyder:

”Litteraturvidenskab ville jeg vælge med hjertet, men ud fra et karrieremæssigt synspunkt havde jeg måske valgt noget mere erhvervsrettet.” (S. 24)

Det er interessant i et identitetsperspektiv. Hvad er det for nogle overvejelser, mødet med arbejdsmarkedet giver anledning til for den enkelte? Hvad gør mødet med arbejdsmarkedet ved ens selvforståelse og ved vurderingen af ens hidtidige valg?

Hver femte vil have nyt job - hurtigst muligt
Hver femte svarer, at de vil være så kort tid som muligt i deres nuværende job, og de mest nyuddannede vil hurtigst videre. Lille sammenhæng mellem uddannelse og arbejde er også noget, der ansporer til at ville videre. Et billede der svarer meget godt til mine egne erfaringer.  Hver femte siger, de sidder i deres drømmejob, og hver femte sidder slet ikke i et drømmejob, resten befinder sig et sted i mellem. (Se s. 25)

Mangfoldige historier om den første tid på arbejdsmarkedet
Når jeg gennemgår tallene sådan her, er det ikke for at holde liv i myten og sige, at man ikke bør vælge en humanistisk uddannelse, fordi man aldrig får et job med akademisk indhold. Jeg var netop til et fyraftensmøde i går om ”Fremtidens akademiker”, og det var især egenskaber, man erhverver sig på humanistiske uddannelser, fremtidsforsker Thomas Geuken beskrev.

Mit ærinde er, at vi kommer til at snakke mere om, hvad for personlige historier, der ligger bag de mange jobskift, den tilsyneladende fleksibilitet og de ikke-akademiske ansættelser. Jeg er sikker på, der gemmer sig mangfoldige historier om vejen til arbejdsmarkedet. Hvis vi får de historier frem, får vi også et mere nuanceret sprog til at tale om den første tid på arbejdsmarkedet – og så kommer man ikke til at føle sig som den eneste i verden, der oplever underlige problemer med fagligt irrelevante jobs og overvejelser over, hvad man egentlig kan bruge sin uddannelse til. Det er mit ærinde, at vi internt blandt nyuddannede akademikere kan tale om og være fælles om de udfordringer, vi møder, i den første tid på arbejdsmarkedet.

Masterplan eller tilfældighed? - Karriereplanlægning er sjældent rationel

Sådan beskriver RUC deres kompetencecafe.

Fagforeninger og erhvervsvejledninger holder stribevis af karrieremesser og kompetenceafklarende workshops for studerende og snart-kandidater. Jeg gik aldrig til dem. Hvorfor? Jeg mente vist ikke, de havde noget at sige mig. Jeg havde jo haft flere relevante studiejobs og endda været i praktik, så jeg skulle nok være attraktiv for arbejdsmarkedet. Jeg forventede vist også, at de mest ville sige noget i retning af, at jeg som humanist kunne noget med at skrive tekster. Det syntes jeg dels var banalt, dels var lidt desillusionerende at få at vide. Jeg havde trods alt lært så meget mere i løbet af min uddannelse. Bad news, kort sagt. Måske var det derfor jeg ikke gik derhen.

Da jeg blev færdig, fik jeg hurtigt job (det havde primært noget med mit netværk at gøre, og faktisk et netværk jeg havde fået på studiet), men det var ikke drømmejobbet. Nu var jeg så ikke længere dimittend, og de næste arrangementer, jeg kunne gå til i min fagforening, var sådan nogle som ”Hvor vil du hen med din karriere?” Men altså, det anede jeg ikke. Jeg var bare i chok. Blandt andet fordi det virkede temmelig begrænset, hvor jeg kunne komme hen. I hvert fald sådan lige med det første.

Når jobbet er et job, men ingen drøm
Jeg manglede arrangementer, der lå imellem at skrive den gode ansøgning og planlægge min efterfølgende karriere. Arrangementer, der adresserede de mere ustyrlige dele af overgangen til arbejdsmarkedet. For eksempel det aspekt, at jeg absolut ikke havde fået mit drømmejob, og derfor havde svært ved at motivere mig i jobbet, men på den anden side godt kunne se, at jeg kunne lære noget af det job. Det var et meget mere presserende og virkeligt problem for mig, end hvor jeg skulle hen med min karriere. Men det var der ikke rigtig nogle steder, jeg kunne gå hen og snakke om.

Min pointe er, at de institutioner, der støtter op om dimittenders overgang fra studiet til arbejdsmarkedet, alt for ofte behandler dimittenden som et rationelt subjekt. Som om dimittenden ikke tænker på andet end kompetenceafklaring, træning i at gå til jobsamtale og planlægning af karrierevejen.
Men hvad med identitetstransformationen, overvejelserne over hvorfor man egentlig tog den uddannelse, man gjorde (hvad var meningen?), og det faktum, at første job meget vel kan være en skuffelse? 

Et eksempel er Candportalen. Her kan man bestemt finde mange nyttige oplysninger og interessante cases, men det handler meget lidt om de kameler, dimittenderne har været nødt til at sluge undervejs, hvordan de har gjort det, og hvad det har haft af konsekvenser for dem. Både positive og negative. Når jeg for eksempel ser den her case, kommer jeg automatisk til at tænke over, hvilken process, det har været for hende at gå fra Europastudier og speciale om Trafficking til et job som karrierevejleder. Er det drømmejobbet? Er det blevet drømmejobbet? Er det et skridt på vejen? Til hvad?

Mellem drømmen og det mulige
Jeg savner et fokus på overgangen, der ser dimittender som mennesker, der på den ene side orienterer sig i overensstemmelse med de praktiske muligheder, der er på det givne tidspunkt, men hvis handlingsrum på den anden side er præget af begrænsninger – både indre og ydre.
Det er jo lige præcis den konflikt, man står i som nyuddannet og nyansat. Du skal pinedød have et job. Dine egne forventninger og forhåbninger presser dig, det samme gør omverdenens og ikke mindst a-kassen og jobcentret. Men samtidig er drømmejobbet ikke inden for rækkevidde.

Hvis der var flere arrangementer, der handlede om denne interessekonflikt, krydspres, granatchok, you name it, tror jeg, jeg ville være gået til dem.

"Kun en tåbe frygter ikke en livsstilling med pension"

Sådan lyder Asger Aamunds 6. bud til studenten. Det er ikke, fordi jeg skal udbrede Aamunds ideologier eller livssyn her,og jeg er klar over, at han har så mange penge, at det er helt gratis for ham at være nonchalant omkring tryghed i ansættelsen, men engang – efter jeg var færdig med at være studerende – fandt jeg hans ”10 bud til studenten” i et uddannelsestillæg (s.5).

Asger Aamunds 10 bud til studenten.

Min studenteridentitet var stadig så stærk, at jeg klippede dem ud og hængte dem op på køleskabet. Der hænger de stadig. Jeg skævede ofte til dem, da jeg stod foran den store beslutning at sige mit første job op. Det var en fast stilling (om end kun for 4 år, men i disse tider, er det jo så godt som fast arbejde) med en god løn, og jeg havde prøvet at finde mig til rette i den. I halvandet år havde jeg haft fornuften siddende på den ene skulder og Asger Aamunds 6. bud på den anden. Fornuften sagde: finanskrise og dagpengehelvede, det 6. bud talte til mine drømme og min trang til mere faglighed. Efter lange, trange overvejelser sagde jeg op.

Eget firma og deltidsjob

Jeg gik ikke på dagpenge, jeg startede mit eget firma. Jeg overvejede godt nok at lave modellen med at have firma som bibeskæftigelse, men dagpenge-reglerne var for komplicerede. Det blev ret dyrt det første halve år, for jeg havde jo ikke nogen kunder. (Egentlig synes jeg, det burde være muligt at få dagpenge det første stykke tid, mens man starter op, hvor man typisk ikke tjener særlig meget. I mine øjne er det i den grad jobsøgning). Men efter det første halve år begyndte det at løbe rundt. Jeg blev fast freelance-underviser og fik deltidsjob som ekstern lektor på RUC. Det er langt fra lønnen i mit faste job, og min indtægt er variabel fra semester til semester, men til gengæld er jeg glad for mit arbejdsliv. Det passer mig godt at stykke det lidt sammen og ikke være bundet til ét sted 37 timer. Der er sikkert andre, der har det lige modsat.

Et moderne arbejdsmarked, tak!

Min pointe er, at vi ikke længere lever i 1950erne. Hvorfor er det, at både politikere, fagforeninger og a-kasser opfører sig som om den eneste model for at være på arbejdsmarkedet er ét job på 37 timer? I hvert fald a-kasserne og dagpenge-systemet er indrettet, som om vi stadig alle arbejdede i industrien.

Jeg tror, at mange unge højtuddannede har andre ønsker og drømme for deres arbejdsliv. Det attraktive liv ser anderledes ud i dag. Lektor på RUC, Christian Helms Jørgensen, skriver i Tidsskrift for arbejdsliv (årg. 11, nr.1, 2009):

”At være og forblive ung og at leve ud fra ungdomslivets normer er blevet et ideal både i mediekulturen og på arbejdsmarkedet der efterspørger formbarhed og fleksibilitet hos medarbejderne.”

Jeg er i hvert fald præget af idealet om at være ung, at være undervejs, at være i udvikling. Men ifølge Christian Helms er denne type medarbejdere også i arbejdsgivernes interesse. Hvorfor ikke få dette til at harmonere tydeligere? Det kunne måske også lette overgangen fra uddannelse til arbejde.

Det utraditionelle arbejdsliv kræver is i maven

Det kræver is i maven at stykke sit arbejdsliv utraditionelt sammen. Som sagt tog det mig lang tid at tage beslutningen, og det indebar store overvejelser omkring økonomi, plus råd og opbakning fra kloge, erfarne folk. (Det kan jeg anbefale).

I den fase skævede jeg ofte til Asgers 10 bud. Ud over det 6. bud, var det 5. og 9. nogle af dem, jeg huskede mig selv på, når jeg for 117. gang kom i tvivl om min beslutning. De kommer her, hvis andre har brug for at stive sig af:

5. Stol aldrig på myndigheder, autoriteter og personer over 30 år. (Det er jeg godt nok selv, men jeg forstår, hvor han vil hen.)

9. Frygt aldrig den offentlige mening, der altid udtrykker summen af samfundets opsparede fejhed og livsangst.

Som sagt hænger de stadig på mit køleskab. Det er fordi den gamle fornuft stadig nogen gange banker på.

Hvad er det gode arbejdsliv?

Hvordan ser dit drømmearbejdsliv ud? Og hvad er forhindringerne?

Bristede drømme

Mens jeg var studerende havde jeg store drømme. For min fremtid og alt det jeg skulle være, når jeg blev færdig. Det var nemt nok. Som studerende kunne jeg stadig tage på udveksling eller få studiejob og praktikophold i kulturinstitutioner, som er hermetisk lukket for mig i dag. Som færdiguddannet er det slut med de luftige forestillinger.

Egentlig er det jo forudsigeligt: det er nemt nok at have lutter positive forventninger til fremtiden, så længe den er fremtid. Når den så bliver til nutid, er den ikke kun er rosenrød. Ikke desto mindre kom det bag på mig, og sammen med tabet af faglighed og frihed bidrog det til antiklimaks. Hvad nu hvis mine drømme aldrig ville gå i opfyldelse? Hvem og hvad var jeg så?

Valg af idenitet
Rigtig meget forskning viser, at valg af uddannelse og arbejde også er et valg af identitet. Ergo er det ikke så mærkeligt, at det første job kan være forbundet med bristede drømme, hvis man nu bare var nødt til at tage, hvad man kunne få for at komme i gang. Her kan man netop sætte spørgsmålstegn ved, hvor fleksibel man egentlig er/kan være, hvis ens valg af job faktisk er identitetsbærende.

Hvad synes du?

Hvad skete der med dine drømme, da du begyndte i dit første job?