Nyuddannede føler sig ikke rustet til arbejdslivet

Naturvidenskabelige kandidater føler ikke, at deres uddannelse har rustet dem til arbejdslivet, og de synes, der mangler faglig sammenhæng mellem studie og job.
Det viser en undersøgelse lavet af Magisterbladet, som MetroXpress refererer.

Erhvervslivet efterspørger ikke ændringer

Men skal universitetet være en professionsuddannelse? Professor og viceinstitutleder Søren Rosendahl på Biologisk Institut på Københavns Universitet svarer i artiklen, at Erhvervslivet ikke efterspørger ændringer:

»Vi hører ofte fra de studerende, at de gerne vil have mere virksomhedsforståelse. Men når vi så spørger folk fra erhvervslivet, hvad vi skal tage ud af uddannelsen for at tilbyde det, siger de: ‘Tag for guds skyld ikke noget ud. Jeres faglighed er så eftertragtet, og den sætter vi pris på’. Desuden er arbejdsløsheden for biologer lav, og derfor er jeg ikke så bekymret«.

Men hvad kan man så gøre ved, at de studerende oplever mangel på sammenhæng? Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening svarer, at virksomhederne kan blive bedre til at give de nyuddannede kandidater en introduktion, når de starter i et job, og desuden skal kandidaterne blive bedre til at holde fast i deres selvtillid og tro på kompetencerne.

Mere fokus på overgang fra uddannelse til job 

Jamen, det ville da være utrolig interessant, hvis både uddannelsesinstitutioner, fagforeningerne og virksomhederne blev mere opmærksomme på, at første job er en heftig overgangsfase og for eksempel begyndte at tale højt om, hvordan man kan fastholde faglig selvtillid i sådan en overgangsfase. Det er præcis det, denne blog skal bidrage til.

Læs hele artiklen her.

Nogle gange ville jeg ønske, jeg var blevet sygeplejerske

Jeg har selv tænkt det, og jeg har hørt andre sige det, når jeg har talt med dem om at blive færdig på universitetet.

For mig handler det om, at det er en tydelig karrierevej. Jeg skal ikke ud og prøve at forestille mig et job, jeg kan passe ind i. Jeg ved, hvor sygeplejersker arbejder, og jeg ved, hvad de laver. Hvid kittel, hospital. (Jeg har helt sikkert en meget forenklet opfattelse af, hvad det vil sige at være sygeplejerske, men billedet fungerer som en modpol til den mere diffuse akademiker-identitet og akademiker-jobmarked).

Tilbageblik på uddannelsen
Da jeg blev færdig, så jeg pludselig min uddannelse i bagklogskabs ulideligt klare lys. Jeg begyndte at stille mig selv spørgsmål som, hvorfor læste jeg egentlig det, jeg gjorde? Hvad var min plan? Og svaret er: jeg havde ikke nogen plan. Jeg syntes bare, det var spændende. Jeg betragtede min tid på universitet som et dannelsesprojekt i lige så høj grad som en uddannelse. Og det blev jeg i den grad konfronteret med, da jeg blev færdig. Pludselig skulle jeg forestille mig min uddannelse i en jobsammenhæng: ”Hvor kan man (blive glad for at) arbejde, hvis man har taget den uddannelse, jeg har og haft det dannelsesprojekt, jeg har?” Dannelsesprojektet var lige så vigtigt at passe ind som uddannelsen. Dannelsesprojektet var min identitet. Jeg betragtede ikke min uddannelse som et redskab til at få et bestemt job.

Tvungen jobplan?
Skal man så tvinges til studievejledning hvert halvår, mens man går på universitetet, og fremlægge en jobplan? Ifølge undersøgelsen Det frie valg eller det frie fald, som AC og Rambøll lavede i 2010 ville et sådant tiltag konflikte med, at en del studerende føler sig voksne, når de går på universitetet, hvilket bl.a. indbefatter at bestemme selv. En studerende i undersøgelsen siger:

”Jeg synes vi er voksne på det her tidspunkt; jeg synes ikke, at universitets opgave til hver tid er at fortælle os, hvad vi skal gøre og holde os i ørerne.” (Stephan, statskundskabstuderende, KU)

Modstand mod livsplanlægning
En undersøgelse lavet i England i 2006 viser, at studerendes modvilje mod at planlægge deres fremtid og dermed også se deres studium som en del af en fremtidsplan, blandet andet hænger sammen med, om de har gået på velansete universiteter og defineret sig selv om ”academic high flier”. Undersøgelsen har ikke grundlag for at generalisere bredt, men forfatterne foreslår, at det at have gået på et velanset universitet, giver en tro på, at der er gode karrieremuligheder forude. Alene fordi man får en grad fra et bestemt universitet og eventuelt også gode karakterer. ("The prevalence of 'life planning': evidence from UK" (2007) Rachel Brooks, Glyn Everett i British Journal of Sociology of Education)

Jeg identificerede egentlig ikke mig selv som academic high flier, da jeg gik på universitetet, men jeg dyrkede helt klart uddannelsen for den værdi, den udgjorde i sig selv, ikke som et middel til at få et bestemt job. Jeg vil også mene, at jeg havde en stærk tro på, at med en universitetsuddannelse var den hellige grav velforvaret. (”Du skal have noget at falde tilbage på.” Indsæt selv diverse voksenstemmer fra din ungdom). Når jeg blev færdig, ville arbejdsmarkedet have mig. Men så let var det ikke. Vejen skal banes, og den er ikke nødvendigvis særlig tydelig.

Og selvom jeg efterhånden synes, at det går meget godt (for det meste), bliver jeg stadig momentant ramt af lysten til at blive sygeplejerske.

Hvad mig dig?

Overgangens 3 faser - eller vejen gennem kaos

Stærk studenteridentitet, et kaos af udfordringer og en begyndende professionel identitet. Sådan beskriver Sofia Nyström akademikeres overgang fra uddannelse til arbejde.

En kvalitativ undersøgelse
Sofia Nyström er svensk ph.d. med afhandlingen Becoming a professional. Hendes undersøgelse repræsenterer den slags forskning, som mangler i Danmark. Her er der lavet masser af kvantitative undersøgelser af dimittenders overgang til arbejdsmarkedet, for eksempel kandidatundersøgelser, der ser på, hvor hurtigt kandidaterne kommer i job, og hvor meget de tjener. Men ikke noget om, de menneskelige oplevelser bag tallene, og slet ikke med fokus på, hvad det er for en identitetstransformation, de nyuddannede står over for, når de træder ind på arbejdsmarkedet. Især dette aspekt efterlyser Sofia Nyström mere forskning i.

Hendes undersøgelse af lavet med svenske akademikere på det svenske arbejdsmarked, og hun har undersøgt to faggrupper, hhv. kandidater fra psykologi og statskundskab. På trods af disse afgræsninger drager hun nogle bredere konklusioner, og jeg synes, det er relevant at se på hendes konklusioner i forhold til danske kandidater. I hvert fald giver det mening for mig at se min egen overgang i lyset af hendes undersøgelse.

Undersøgelsen er lavet ved, at hun har interviewet de to grupper tre gange, fra de er i slutningen af deres studie, til de har været ca. tre år på arbejdsmarkedet.

1. fase: Stærk studenteridentitet og positive fremtidsvisioner
Sofia Nyströms undersøgelser viser, at mens kandidaten går på universitet er identiteten som studerende stærk. Det er en meget klar identitet, som ikke skifter i forskellige kontekster. Det vil sige, at de identificerer sig som studerende, lige meget om de er på universitetet, til familiefødselsdag eller på deres studiejob. Samtidig er de studerendes forestillinger om fremtiden meget positive.

Dette kan jeg sagtens kende fra mit eget liv. Jeg var glad for at gå på universitet og identificerede mig stærkt med at være studerende. Indadtil var det noget med at læse mange bøger, tilegne sig ny viden, have sin frihed og være i kritisk opposition. Men også udadtil var jeg stolt over det ”brand”, der hørte med til at gå på universitetet. Så vidt jeg husker, identificerede min omverden mig også som studerende, og hvis der alligevel var nogen, der formastede sig til at stille spørgsmålet: Hvad skal du så bagefter?, var jeg overbevist om, at det ikke ville blive noget problem. Min viden var meget brugbar.

2. fase: Identiteten er splittet
Sofia Nyström har interviewet sine informanter for anden gang, efter de har være halvandet år på arbejdsmarkedet. Hendes undersøgelser viser, at kandidaterne i denne fase udfordres og forandres i mødet med arbejdsmarkedet. De forstår ikke længere deres identitet som klar og entydig, men som opdelt i forskellige sfærer, den professionelle, den personlige og den private. Arbejdet dominerer dog de andre livssfærer, sandsynligvis fordi alt er nyt her, og kandidaten bruger sine kræfter på at komme ind i dette nye fællesskab. Identiteten skal forhandles på plads med kollegerne. Man bliver ikke længere automatisk identificeret som studerende, men nu som arbejdende og sikkert også som ny på arbejdsmarkedet med alt, hvad ens kolleger måtte lægge i det.

Kritisk transformation
I denne fase oplever kandidaterne løbende det, som Sofie Nyström kalder ”kritisk transformation”. En proces, hvor kandidaten prøver at skabe sig en identitet som arbejdende. Den kritiske transformation opstår i mødet mellem kandidaten og arbejdspladsen. Det er mødet mellem kandidatens selvforståelse, forståelse af faglig viden, tidligere arbejdserfaringer og sociale netværk og arbejdspladsens opfattelse af, hvad og hvem kandidaten er, og hvordan hans/hendes faglige viden skal omsættes på arbejdspladsen.
I denne kritiske transformation er kandidaten nødt til at gentænke, det han/hun har lært på sin uddannelse, og hvordan det kan omsættes i arbejdet. Samtidig forholder kandidaten sig til oplevelserne i det første job, for eksempel om han/hun har opnået selvtillid i jobbet, om jobbet var vigtigt og meningsfuldt og hvordan reaktioner fra kolleger og chefer har været.

Min egen kritiske transformation
Jeg kan godt huske den kritiske transformation. Den var kritisk! Alt var i spil, og jeg skulle både forholde mig til mig selv (hvem er jeg, når jeg ikke er studerende?), mit nye liv (med meget mindre fritid og socialt liv), mine nye arbejdsopgaver (som var en rigelig stor mundfuld i sig selv) og mine nye kolleger (som langt fra alle var akademikere og derfor slet ikke delte de samme værdier, talte om de samme ting over frokostbordet eller havde samme humor som mig).
I denne fase havde jeg ikke længere tid og overskud til at læse bøger, min kritiske opposition blev i den grad udfordret af, at jeg skulle arbejde sammen med andre faggrupper, og jeg syntes, det var svært at svare, når folk spurgte: ”hvad laver du så?”

3. fase: Etableret på arbejdsmarkedet
I den tredje fase har kandidaterne i undersøgelsen været ca. tre år på arbejdsmarkedet. Her beskriver de, at de forskellige livssfærer efterhånden er ved at være integreret, det personlige er for eksempel begyndte at spille sammen med det professionelle som en styrke.
De har efterhånden etableret sig på arbejdsmarkedet og udtrykker tilfredshed med deres situation, men mange lægger også vægt på vigtigheden af kontinuerlig efteruddannelse for at kunne varetage jobbet bedst muligt.

Job nummer to gav ro
Jeg har i skrivende stund været knap tre år på arbejdsmarkedet, og jeg er enig i, at der er ved at komme mere ro på. Den værste transformation er vist overstået, og det er dejligt. Men der opstår også hele tiden nye udfordringer. Det ligger meget godt op ad Sofia Nyströms konklusion:
At skabe sig en professionel identitet handler om at bringe balance i hele ens livssituation og inkluderer erfaringer fra både fortid og nutid og forventninger til fremtiden. Det er et livsprojekt. Intet mindre – og ergo: ingen nemme løsninger.

Et livsprojekt – men vejen er ikke logisk og lineær
Men netop fordi transformationen er kritisk, mener Sofia Nyström, at det med fordel er noget, undervisere og arbejdsgivere kan anerkende og støtte op om. Simpelthen fordi denne fase er et vigtigt skridt i et voksenliv og en hjørnesten i at skabe sig et liv.

Samtidig har hun den vigtige pointe, at kandidaternes karrierevej ikke udvikler sig lineært og logisk som i den traditionelle forestilling om karriere, men lige så meget handler om, at deres forestillinger om fremtiden forandrer sig over tid i mødet med arbejdsmarkedet.

Nye tilbud til nyuddannede
Og her er måske en krog at gribe fat i – både for universitet og fagforeninger som Dansk Magisterforening og DJØF, som jeg synes med fordel kan spille en større rolle i transformationen.
Mine erfaringer med disse institutioner er nemlig, at de griber overgangen an med nogle meget traditionelle forestillinger om karriere. Det handler om kompetenceafklaring og karriereplanlægning. Men hvis kandidaterne slet ikke følger den slags lineær logik, er workshops i karriereplanlægning måske ikke det rette tilbud – eller bør i hvert fald støttes af tilbud, der går i en anden retning. Det kunne være tilbud, der har fokus på den mere kaotiske del af overgangen og som også rummer plads til at se karrieren som en udvikling, der er påvirket af forholdet mellem professionelle og personlige aspekter af livet. Altså nogle tilbud, der kan støtte den kritiske identitetstransformation.
Det er ikke fordi, jeg synes vi alle partout skal gå til coach, men det var måske en  ide at skabe nogle fora for nyuddannede, hvor man kunne tale højt om overgangsproblemerne, så man ikke tror, man er den eneste, der er ramt af granatchok.

Hvad har du brug for?
Jeg gerne høre, om jeg er et særtilfælde, eller om du også kunne have brugt andre tilbud end de eksisterende. I så fald hvilke?