Bristede drømme

Mens jeg var studerende havde jeg store drømme. For min fremtid og alt det jeg skulle være, når jeg blev færdig. Det var nemt nok. Som studerende kunne jeg stadig tage på udveksling eller få studiejob og praktikophold i kulturinstitutioner, som er hermetisk lukket for mig i dag. Som færdiguddannet er det slut med de luftige forestillinger.

Egentlig er det jo forudsigeligt: det er nemt nok at have lutter positive forventninger til fremtiden, så længe den er fremtid. Når den så bliver til nutid, er den ikke kun er rosenrød. Ikke desto mindre kom det bag på mig, og sammen med tabet af faglighed og frihed bidrog det til antiklimaks. Hvad nu hvis mine drømme aldrig ville gå i opfyldelse? Hvem og hvad var jeg så?

Valg af idenitet
Rigtig meget forskning viser, at valg af uddannelse og arbejde også er et valg af identitet. Ergo er det ikke så mærkeligt, at det første job kan være forbundet med bristede drømme, hvis man nu bare var nødt til at tage, hvad man kunne få for at komme i gang. Her kan man netop sætte spørgsmålstegn ved, hvor fleksibel man egentlig er/kan være, hvis ens valg af job faktisk er identitetsbærende.

Hvad synes du?

Hvad skete der med dine drømme, da du begyndte i dit første job?