Nyuddannede føler sig ikke rustet til arbejdslivet

Naturvidenskabelige kandidater føler ikke, at deres uddannelse har rustet dem til arbejdslivet, og de synes, der mangler faglig sammenhæng mellem studie og job.
Det viser en undersøgelse lavet af Magisterbladet, som MetroXpress refererer.

Erhvervslivet efterspørger ikke ændringer

Men skal universitetet være en professionsuddannelse? Professor og viceinstitutleder Søren Rosendahl på Biologisk Institut på Københavns Universitet svarer i artiklen, at Erhvervslivet ikke efterspørger ændringer:

»Vi hører ofte fra de studerende, at de gerne vil have mere virksomhedsforståelse. Men når vi så spørger folk fra erhvervslivet, hvad vi skal tage ud af uddannelsen for at tilbyde det, siger de: ‘Tag for guds skyld ikke noget ud. Jeres faglighed er så eftertragtet, og den sætter vi pris på’. Desuden er arbejdsløsheden for biologer lav, og derfor er jeg ikke så bekymret«.

Men hvad kan man så gøre ved, at de studerende oplever mangel på sammenhæng? Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening svarer, at virksomhederne kan blive bedre til at give de nyuddannede kandidater en introduktion, når de starter i et job, og desuden skal kandidaterne blive bedre til at holde fast i deres selvtillid og tro på kompetencerne.

Mere fokus på overgang fra uddannelse til job 

Jamen, det ville da være utrolig interessant, hvis både uddannelsesinstitutioner, fagforeningerne og virksomhederne blev mere opmærksomme på, at første job er en heftig overgangsfase og for eksempel begyndte at tale højt om, hvordan man kan fastholde faglig selvtillid i sådan en overgangsfase. Det er præcis det, denne blog skal bidrage til.

Læs hele artiklen her.

Ny undersøgelse af humanister på arbejdsmarkedet

Dansk Magisterforening har lavet en undersøgelse af humanister på arbejdsmarkedet, som alle er blevet færdige mellem 2005 og 2010 – altså humanister, som er relativt nye på arbejdsmarkedet. 4000 er blevet spurgt, knap 2000 har svaret. Du kan se undersøgelsen i Magisterbladet.
Resultatet bruger DM især til at karakterisere humanister som en fleksibel og efterspurgt gruppe på arbejdsmarkedet og dermed udfordre myten om, at der bliver uddannet for mange humanister, som er ubrugelige på arbejdsmarkedet. En myte som, ifølge DM, især Dansk Industri holder liv i.
Jeg er ikke uenig i DM’s overordnede konklusion: at humanister er en fleksibel arbejdsstyrke, som indtager hele arbejdsmarkedet, både det private og det offentlige. Men jeg får lyst til at se på, hvad tallene siger ud over dette.

17,5 procent sidder ufrivilligt i et ikke-akademisk job
Undersøgelsen viser for eksempel, at 33 procent af de 2000, der svarede på undersøgelsen sidder i et job med ikke-akademisk indhold, men at halvdelen er så glad for jobbet, ”at de i nogen eller høj grad kalder det et ’drømmejob’”. Det viser selvfølgelig, at de er fleksible og også drevet af lyst, men der sidder altså stadig den anden halvdel af de 33 procent, som har fået et ikke-akademisk, ikke-drømmejob. (Se s. 16) Hvad siger de til deres møde med arbejdsmarkedet?

16 procent sidder i deres job af nød
Samtidig viser undersøgelsen, at de adspurgte skifter job ofte. Halvdelen har søgt arbejde inden for det seneste år, 72 procent inden for de seneste to år. ”Mere af lyst end af nød” skriver Magisterbladet. Måske betyder det bare, som DM hævder, at humanister er en fleksibel arbejdsstyrke, men man kan også læse tallene som, at 16 procent sidder i deres job af nød. (Se s. 17) Hvad er det for historier, de 16 procent kan fortælle?

28 procent ville vælge en anden uddannelse
Undersøgelsen viser – og sådan læser DM også selv tallene – at 28 procent ville have valgt en anden uddannelse, hvis de skulle vælge om i dag. Og selvom 41 procent siger, at de stadig er glade for deres uddannelse og ville vælge den samme i dag, så ville rigtig mange altså hellere have læst statskundskab, tæt forfulgt af psykologi. Desuden ville mange gerne have læst en professionsuddannelse i stedet for et fag, hvor man selv skal ud og stampe jobvejen. (Se mit tidligere indlæg om at ønske at være sygeplejerske). En udtalelse fra undersøgelsen lyder:

”Litteraturvidenskab ville jeg vælge med hjertet, men ud fra et karrieremæssigt synspunkt havde jeg måske valgt noget mere erhvervsrettet.” (S. 24)

Det er interessant i et identitetsperspektiv. Hvad er det for nogle overvejelser, mødet med arbejdsmarkedet giver anledning til for den enkelte? Hvad gør mødet med arbejdsmarkedet ved ens selvforståelse og ved vurderingen af ens hidtidige valg?

Hver femte vil have nyt job - hurtigst muligt
Hver femte svarer, at de vil være så kort tid som muligt i deres nuværende job, og de mest nyuddannede vil hurtigst videre. Lille sammenhæng mellem uddannelse og arbejde er også noget, der ansporer til at ville videre. Et billede der svarer meget godt til mine egne erfaringer.  Hver femte siger, de sidder i deres drømmejob, og hver femte sidder slet ikke i et drømmejob, resten befinder sig et sted i mellem. (Se s. 25)

Mangfoldige historier om den første tid på arbejdsmarkedet
Når jeg gennemgår tallene sådan her, er det ikke for at holde liv i myten og sige, at man ikke bør vælge en humanistisk uddannelse, fordi man aldrig får et job med akademisk indhold. Jeg var netop til et fyraftensmøde i går om ”Fremtidens akademiker”, og det var især egenskaber, man erhverver sig på humanistiske uddannelser, fremtidsforsker Thomas Geuken beskrev.

Mit ærinde er, at vi kommer til at snakke mere om, hvad for personlige historier, der ligger bag de mange jobskift, den tilsyneladende fleksibilitet og de ikke-akademiske ansættelser. Jeg er sikker på, der gemmer sig mangfoldige historier om vejen til arbejdsmarkedet. Hvis vi får de historier frem, får vi også et mere nuanceret sprog til at tale om den første tid på arbejdsmarkedet – og så kommer man ikke til at føle sig som den eneste i verden, der oplever underlige problemer med fagligt irrelevante jobs og overvejelser over, hvad man egentlig kan bruge sin uddannelse til. Det er mit ærinde, at vi internt blandt nyuddannede akademikere kan tale om og være fælles om de udfordringer, vi møder, i den første tid på arbejdsmarkedet.

Jeg vil bare gerne brænde for det

”Jeg vil bare gerne brænde for det”. Sådan sagde en ung fyr, som sad ved siden af mig til et fyraftensmøde i Dansk Magisterforening. Underforstået, det gjorde han ikke. Han talte om sit job – sit første, og jeg blev sendt halvandet år tilbage i tiden. Til mit første job, hvor jeg hver dag mødte og sank sammen bag computeren.

Jeg kunne ikke motivere mig selv

En af mine største skuffelser i det job var, at jeg ikke kunne motivere mig selv. Jeg havde pludselig ikke noget drive. Jeg havde altid været vant til at følge min lyst, og jeg havde syntes, det var spild af dyrebar tid at gøre noget, jeg ikke havde lyst til. Men pludselig sad jeg i det, der føltes som en meget fastlåst struktur og kunne ikke forfølge min lyst.

Bundet på hænder og fødder

Jeg følte mig bundet på hænder og fødder. Jeg skulle jo have et job for at have noget at leve af. Finanskrisen bragede derud af, et nyt job hang ikke på træerne, og dagpengesystemet lød ikke tillokkende. En del af mig havde bare lyst til at kravle tilbage på universitetet, men en anden del ville også gerne videre i livet. Jeg havde været studerende i mange år, og jeg havde jo haft et mål med det, eller i hvert fald en forestilling om, at det skulle resultere i noget, der ville føles meningsfuldt.

Magistre prioriterer udviklingsmuligheder og fagligt indhold

En undersøgelse af magistres beskæftigelses- og ledighedsmønstre fra 2010 viser, at de forhold, magistre prioriterer højest i ansættelsen er:

• Personlige udviklingsmuligheder (73 pct. af magistrene og 62 pct. af de øvrige AC’ere)
• Relevant fagligt indhold (64 pct. af magistrene og 57 pct. af de øvrige AC’ere)
• Godt socialt miljø (76 pct. af magistrene og 62 pct. af de øvrige AC’ere)

Derimod synes hverken høj løn, status eller ledelsesansvar at være vigtige faktorer i et nyt job. (s. 32)

Magistre må gå på kompromis
Som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen, tror jeg, at faktorer som for eksempel, at man kan bruge sin faglighed i jobbet, er vigtig for, hvordan man oplever overgangen fra studiet til arbejdsmarkedet. Den nævnte undersøgelse viser desuden, at selvom mange magistre kommer til at arbejde mere inden for deres fagområde, når de skifter til job nummer to, så er det at have et relevant fagligt miljø også der, hvor de i høj grad må gå på kompromis. (s. 52-53)

Brænder du for dit arbejde? 

Og er det inden for dit fagområde?

Jeg troede da, de havde styr på det på arbejdsmarkedet

Men det har de ikke nødvendigvis. Der kan være masser af organisatoriske problemstillinger, som man skal forholde sig til i sin dagligdag, der kan være dårligt arbejdsmiljø, forældet it osv. Den slags er man også nødt til at forholde sig til, selvom man troede, at man skulle ud og primært forholde sig til fagligt relevante problemstillinger.

I mit første job var der jævnligt kolleger, der blev langtidssygemeldt med stress-agtige diagnoser. Og jeg brugte i perioder store dele af min arbejdstid på at forholde mig til det organisatoriske og på at få stedet til at fungere som arbejdsplads.

Hvad synes du?
Har de styr på det på arbejdsmarkedet?

Hokus pokus virksomheden i fokus

Når man begynder i sit første job sker der et afgørende perspektivskift. I mange år har man været vant til, at det var én selv og ens egen faglige og personlige udvikling, der stod i centrum. Nu er det virksomheden. Muligvis handler en del af tabet af faglighed og frihed også om dette skift.

Som studerende er man flasket op med studieplaner, logbøger over uddannelsesforløbet og studieforløbsbeskrivelser. Alt sammen for at reflektere over eget uddannelsesforløb. En vigtig proces for at man som studerende selv kan se og argumentere for en rød tråd i sin uddannelse, men samtidig en udfordring, når man står på en arbejdsplads og pludselig bare er en lille del af en stor samlet strategi.

Hvad synes du?

Hvad sker der med de interesseområder, man har dyrket gennem sit studie, når virksomheden, deadlines og den større sags tjeneste sætter dagsordnen?

Hvad sker der med fagligheden?

”De fleste studerende er for travlt optaget med at studere til at fokusere på arbejdsmarkedet. Og hvis det at studere ikke hænger sammen med, hvad man efterfølgende skal beskæftige sig med, så er der pludselig to ting, man skal fokusere på: fag og fremtiden. De fleste vil orientere sig mod fagene, for det er viden om dem, de studerende bliver bedømt på til eksamen. Viden om jobmulighederne får man ikke gode karakterer af.”

Det frie valg eller det frie fald, s. 84

På studiet var det ganske rigtigt evnen til at redegøre for poststrukturalisme og komplicerede diskursanalytiske optikker, der gav anerkendelse. I rigtig mange jobs skal man, nærmest som det første, lægge denne kunnen til side og bruge sine såkaldte ’generelle akademiske evner’. Det føltes for mig som et tab af min faglighed. Jeg havde brugt mange år på at polere mine analytiske evner inden for et mit fagfelt, og da jeg blev færdig, skulle jeg næsten ikke bruge dem til noget. Blandt andet fordi der ikke var tid til at gå særligt meget i dybden på arbejdspladsen, og fordi der var strategiske hensyn som vejede tungere end den faglige analyse.

Hvad synes du?

Når universitetet nu ikke længere kun uddanner forskere og gymnasielærere, hvad sker der så med fagligheden i det første job? Og er det meningsfyldt og tilfredsstillende?