Hvorfor denne blog?

Er du akademiker? Sidder du i første job, eller kan du huske, hvordan det var? Så er du kommet til det rette sted.
Denne blog handler om, hvordan det er at være akademiker i første job. Jeg har lavet den, fordi jeg oplever, at der er et meget ensidigt fokus på, hvad det vil sige at starte i første job. Når universiteterne, fagforeningerne og a-kasserne taler om overgangen fra studie til job handler det kun om kompetenceafklaring. Som næsten-færdig og nyuddannet kan man deltage i et utal af kurser, hvor man kan lære at omsætte sin faglighed til generelle kompetencer og blive fleksibel og tilpasningsdygtig til arbejdsmarkedet. Men min erfaring siger mig, at det at starte i sit første job handler om utrolig meget andet end blot at blive kompetenceafklaret. Det er en livsovergang. De efterhånden mange artikler om stress blandt nyuddannede tyder også på, at der er noget med den overgang, som ligger hen i det dunkle.

Erfaringsudveksling

Dette ”noget” har jeg forsøgt at tematisere i indlæg her på bloggen, og jeg vil meget gerne høre, om du har oplevet noget lignende eller måske noget helt andet. Kort sagt: hvordan oplevede du at begynde i dit første job som akademiker?

Jeg håber, bloggen kan fungere som et sted, hvor vi kan udveksle erfaringer. I kan bidrage med jeres oplevelse af at være i første job ved at kommentere de forskellige indlæg, og på den måde kan vi i fællesskab skabe et mere nuanceret billede af overgangen fra studieliv til arbejdsliv

80% i job

Det virker måske mærkeligt at beskæftige sig med akademikere, der rent faktisk kommer i job, når medierne lige for tiden er fulde af historier om dimittend-ledighed. At være arbejdsløs er selvfølgelig også alvorligt, men det er ikke det, der er mit ærinde her. Jeg vil gerne sætte fokus på de 80 procent færdige akademikere, der rent faktisk kommer i job efter endt uddannelse. Måske er det faktisk endnu vigtigere at sætte fokus på erfaringerne med første job i en periode med lavkonjunktur, for der er garanteret mange flere dimittender, der må opgive drømmejobbet og bare tage, hvad de kan få. Altså gøre sig ekstra fleksible – hvis det da ellers kan lade sig gøre.

Praksischok

På socialrådgiver-uddannelsen taler man allerede i løbet af studiet om et ”praksischok”. De studerende er altså forberedt på, at der er en afstand mellem det, de lærer på studiet og den virkelighed, de skal ud at arbejde i. Den slags taler man ikke om på universitet. Ikke desto mindre oplevede jeg en stor afstand mellem det, jeg havde lært på mit studium, og den måde jeg skulle forvalte det på, da jeg pludselig sad på en arbejdsplads. Universiteterne er blevet masseuddannelser. Det er de færreste i dag, der kommer ud og skal være gymnasielærere eller forskere. Rigtig mange skal varetage en form for administrationsjob, hvor de skal være generalister og sjældent direkte anvende deres fagspecifikke viden. Sådan var det for mig, og min oplevelse er, at det er en meget svær overgang, som indeholder nogle store både faglige og personlige overvejelser, som jeg ikke var forberedt på

Mit første job

Jeg begyndte i et job som kommunikationsmedarbejder i juni 2008, en uge efter, at jeg havde afleveret mit speciale. Det var privilegeret at få job så hurtigt, var jeg godt klar over, og jeg glædede mig da også. Over at slippe for dagpengesystemet, for dårlig samvittighed og til at begynde at tjene rigtige penge. På specialekontoret havde vi mest snakket os om at få specialet færdigt til tiden, og om at få job bagefter. Det havde handlet meget lidt om, hvordan det egentlig ville være at sidde i det job, vi forhåbentlig ville få.

Her retrospektivt kan jeg godt huske, at der indimellem dukkede tidligere studerende op på vores specialekontor. Flere af dem flakkede temmelig meget i blikket og svarede undvigende, når vi spurgte til deres job. Jeg slog det hen, havde ikke lyst til at forholde mig til det. Desuden havde jeg jo adskillige relevante studiejobs og et spændende praktikophold bag mig, så jeg ville selvfølgelig få mit drømmejob. Ikke sådan et almindeligt et som alle de andre.

Men det fik jeg. Et helt almindeligt job. Det lød egentlig spændende på papiret: jeg kunne være med til at ændre social ulighed og den slags, som jeg i høj grad havde været motiveret af i løbet af studiet. Jeg oplevede bare også en række problemer, som jeg blev meget overrasket over, og som jeg ikke var forberedt på eller havde hørt nogen snakke om i løbet af studiet. 

Dette kan du læse mere om og også meget gerne kommentere i de forskellige indlæg.

Voksenpoint

Når jeg kigger rundt i min omgangskreds, ser det ud til, at det første job også er forbundet med en masse andre store livsbeslutninger. Snakken om at ”blive voksen” eksploderer. Nu har man pludselig råd til at købe bolig, bil eller få børn. Det skaber potentielt ekstra udfordringer af selvbilledet. Man går fra at være studerende til at være sådan en med fast arbejde, pension, fast ejendom og børn.

For mig var det at få et fast arbejde ambivalent. På den ene side ville jeg gerne have pengene, og alt hvad de gav adgang til, på den anden side kunne jeg slet ikke se mig selv som sådan én med pensionsopsparing, bil og børn. Måske kan man beskrive det første job, som vore dages version af at ”blive voksen”.

Hvad synes du?

Trådte du ind i de voksnes rækker, da du fik dit første job. Hvordan kom det til udtryk, og hvad syntes du om det?

Bristede drømme

Mens jeg var studerende havde jeg store drømme. For min fremtid og alt det jeg skulle være, når jeg blev færdig. Det var nemt nok. Som studerende kunne jeg stadig tage på udveksling eller få studiejob og praktikophold i kulturinstitutioner, som er hermetisk lukket for mig i dag. Som færdiguddannet er det slut med de luftige forestillinger.

Egentlig er det jo forudsigeligt: det er nemt nok at have lutter positive forventninger til fremtiden, så længe den er fremtid. Når den så bliver til nutid, er den ikke kun er rosenrød. Ikke desto mindre kom det bag på mig, og sammen med tabet af faglighed og frihed bidrog det til antiklimaks. Hvad nu hvis mine drømme aldrig ville gå i opfyldelse? Hvem og hvad var jeg så?

Valg af idenitet
Rigtig meget forskning viser, at valg af uddannelse og arbejde også er et valg af identitet. Ergo er det ikke så mærkeligt, at det første job kan være forbundet med bristede drømme, hvis man nu bare var nødt til at tage, hvad man kunne få for at komme i gang. Her kan man netop sætte spørgsmålstegn ved, hvor fleksibel man egentlig er/kan være, hvis ens valg af job faktisk er identitetsbærende.

Hvad synes du?

Hvad skete der med dine drømme, da du begyndte i dit første job?

Jeg troede da, de havde styr på det på arbejdsmarkedet

Men det har de ikke nødvendigvis. Der kan være masser af organisatoriske problemstillinger, som man skal forholde sig til i sin dagligdag, der kan være dårligt arbejdsmiljø, forældet it osv. Den slags er man også nødt til at forholde sig til, selvom man troede, at man skulle ud og primært forholde sig til fagligt relevante problemstillinger.

I mit første job var der jævnligt kolleger, der blev langtidssygemeldt med stress-agtige diagnoser. Og jeg brugte i perioder store dele af min arbejdstid på at forholde mig til det organisatoriske og på at få stedet til at fungere som arbejdsplads.

Hvad synes du?
Har de styr på det på arbejdsmarkedet?

Nye kolleger - de ligner ikke mig

Da jeg begyndt i mit første job, var noget af det, jeg virkelig skulle vænne mig til, mine nye kolleger. De lignede overhovedet ikke mig. Eller et par af dem gjorde, men resten var en skøn blanding af alle mulige forskellige faggrupper, og det påvirkede for eksempel tonen på arbejdspladsen. De talte slet ikke om de samme ting, som man taler om på universitetet og havde en helt anden humor. Jeg kunne med andre ord ikke identificere mig med en stor del af mine nye kolleger og havde derfor også svært ved at identificere mig med arbejdspladsen.

Jeg var godt klar over, at dette var virkeligheden, og at jeg nok i en eller anden grad var nødt til at vænne mig til den, men jeg havde ikke lyst til at give slip på min identitet som universitetsstuderende. Jeg havde stadig lyst til at tale om de emner, jeg havde talt med mine studiekammerater om, og jeg havde stadig lyst til at bruge det ordforråd og det analyseapparat, jeg havde opbygget på universitetet. Det faldt bare lidt til jorden.

Jeg kan ikke rigtig huske, hvordan det ændrede sig, men jeg vil tro, at tiden gik, og jeg lærte mine nye kolleger at kende og vænnede mig til tonen på arbejdspladsen.

Hvad synes du?

Hvad syntes du om at gå fra det homogene miljø på universitetet og til arbejdsmarkedet med alle mulige forskellige mennesker og faggrupper?

Hokus pokus virksomheden i fokus

Når man begynder i sit første job sker der et afgørende perspektivskift. I mange år har man været vant til, at det var én selv og ens egen faglige og personlige udvikling, der stod i centrum. Nu er det virksomheden. Muligvis handler en del af tabet af faglighed og frihed også om dette skift.

Som studerende er man flasket op med studieplaner, logbøger over uddannelsesforløbet og studieforløbsbeskrivelser. Alt sammen for at reflektere over eget uddannelsesforløb. En vigtig proces for at man som studerende selv kan se og argumentere for en rød tråd i sin uddannelse, men samtidig en udfordring, når man står på en arbejdsplads og pludselig bare er en lille del af en stor samlet strategi.

Hvad synes du?

Hvad sker der med de interesseområder, man har dyrket gennem sit studie, når virksomheden, deadlines og den større sags tjeneste sætter dagsordnen?

Hvad sker der med fagligheden?

”De fleste studerende er for travlt optaget med at studere til at fokusere på arbejdsmarkedet. Og hvis det at studere ikke hænger sammen med, hvad man efterfølgende skal beskæftige sig med, så er der pludselig to ting, man skal fokusere på: fag og fremtiden. De fleste vil orientere sig mod fagene, for det er viden om dem, de studerende bliver bedømt på til eksamen. Viden om jobmulighederne får man ikke gode karakterer af.”

Det frie valg eller det frie fald, s. 84

På studiet var det ganske rigtigt evnen til at redegøre for poststrukturalisme og komplicerede diskursanalytiske optikker, der gav anerkendelse. I rigtig mange jobs skal man, nærmest som det første, lægge denne kunnen til side og bruge sine såkaldte ’generelle akademiske evner’. Det føltes for mig som et tab af min faglighed. Jeg havde brugt mange år på at polere mine analytiske evner inden for et mit fagfelt, og da jeg blev færdig, skulle jeg næsten ikke bruge dem til noget. Blandt andet fordi der ikke var tid til at gå særligt meget i dybden på arbejdspladsen, og fordi der var strategiske hensyn som vejede tungere end den faglige analyse.

Hvad synes du?

Når universitetet nu ikke længere kun uddanner forskere og gymnasielærere, hvad sker der så med fagligheden i det første job? Og er det meningsfyldt og tilfredsstillende?

Farvel frihed

”Jeg synes vi er voksne på det her tidspunkt; jeg synes ikke, at universitets opgave til hver tid er at fortælle os, hvad vi skal gøre og holde os i ørerne. (Stephan, statskundskabstuderende, KU)”

Dette citat stammer fra rapporten Det frie valg eller det frie fald, som Akademikernes Centralorganisation udgav i foråret 2010. Den handler om overgangen fra studium til job.

Citatet udtrykker, at den studerende ser tiden på universitetet som en meget selvstændig periode, hvor man skal bevise, at man er voksen og ikke behøver blive holdt i hånden.

Min tilgang til at gå på universitetet var helt i overensstemmelse med den holdning. Jeg ville selv forme mit studium ved at dyrke mine interesser og selv definere mine projekter og opgaver. Jeg så det som et privilegium at have den frihed. Det var bare også noget af det, jeg savnede rigtig meget, da jeg begyndte i job og som virkelig krævede tilpasning.

Jeg oplevede det ganske enkelt som forfærdeligt at miste friheden. Jeg syntes ikke længere, jeg havde noget liv, efter jeg begyndte at arbejde. Samtidig oplevede jeg det som tabuiseret at tale om – that's life, get over it! Men når min moster på 50 stadig kan tale om, hvor dejligt det var at være studerende, blandt andet på grund af friheden, så er det vel ikke så mærkeligt, at man har brug for at sørge lidt over tabet.

Det er jo ikke bare friheden i sig selv, man mister. Man mister også tid. I det små mister man tid til at følge med i sine venners liv og tid til intellektuel stimulans, som man er så vant til at få på universitetet. På den lidt større skala mister man muligheden for at holde mere end 3 ugers sommerferie, eller tage et halvt år til udlandet for at prøve at bo der. Det er selvfølgelig stadig muligt at gøre, men hvis man er nødt til at sige sit job op, er der jo nogle helt andre risici og omkostninger forbundet med det, end da man var studerende.

Luksusproblem eller en del af den transformationsproces, man står over for? Hvad synes du?