”Jeg synes vi er voksne på det her tidspunkt; jeg synes ikke, at universitets opgave til hver tid er at fortælle os, hvad vi skal gøre og holde os i ørerne. (Stephan, statskundskabstuderende, KU)”
Dette citat stammer fra rapporten Det frie valg eller det frie fald, som Akademikernes Centralorganisation udgav i foråret 2010. Den handler om overgangen fra studium til job.
Citatet udtrykker, at den studerende ser tiden på universitetet som en meget selvstændig periode, hvor man skal bevise, at man er voksen og ikke behøver blive holdt i hånden.
Min tilgang til at gå på universitetet var helt i overensstemmelse med den holdning. Jeg ville selv forme mit studium ved at dyrke mine interesser og selv definere mine projekter og opgaver. Jeg så det som et privilegium at have den frihed. Det var bare også noget af det, jeg savnede rigtig meget, da jeg begyndte i job og som virkelig krævede tilpasning.
Jeg oplevede det ganske enkelt som forfærdeligt at miste friheden. Jeg syntes ikke længere, jeg havde noget liv, efter jeg begyndte at arbejde. Samtidig oplevede jeg det som tabuiseret at tale om – that's life, get over it! Men når min moster på 50 stadig kan tale om, hvor dejligt det var at være studerende, blandt andet på grund af friheden, så er det vel ikke så mærkeligt, at man har brug for at sørge lidt over tabet.
Det er jo ikke bare friheden i sig selv, man mister. Man mister også tid. I det små mister man tid til at følge med i sine venners liv og tid til intellektuel stimulans, som man er så vant til at få på universitetet. På den lidt større skala mister man muligheden for at holde mere end 3 ugers sommerferie, eller tage et halvt år til udlandet for at prøve at bo der. Det er selvfølgelig stadig muligt at gøre, men hvis man er nødt til at sige sit job op, er der jo nogle helt andre risici og omkostninger forbundet med det, end da man var studerende.
Luksusproblem eller en del af den transformationsproces, man står over for? Hvad synes du?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar