"Det er lidt ligesom at få kørekort" - andres syn på overgangen

Bloggen her har indtil videre været præget af mine erfaringer og min forståelse af overgangen. For et par uger siden postede jeg bloggen i forskellige Linkedin-netværk. Her er hvad folk sagde:

”Det jeg syntes, der var rigtigt svært, var at få det første job, som akademiker: Springet fra at være ansat til at gøre, som andre havde bestemt til at være ansat i en stilling, hvor jeg selv skulle tænke og sætte rammerne op om mit job. Det var, hvad jeg var blevet uddannet til, det var bare ikke det, jeg havde lært i de studiejob, jeg havde haft. ”

”Jeg startede i mit første fuldtids job i august, godt nok privat løntilskud, men jeg vil sige at jeg befinder mig midt i den identitetskrise du og Sofia beskriver. Jobbet er absolut ikke mit drømmejob, men i begyndelsen var jeg jo bare super glad for at have fundet en indgang til jobmarkedet. Mit job er ikke så akademisk som jeg kunne tænke mig, hvilket gør det endnu sværere for mig at identificere mig med jobbet. Jeg kan forestille mig, at flere føler denne identitetskrise lige præcis fordi der er længere mellem drømmejobbene. Og jo længere tid man enten er uden job eller ikke bliver fagligt stimuleret, jo mere mister man troen på sig selv og sine evner - hvilket resulterer i at drømmejobbet bliver endnu sværere at nå!

Jeg savner klart noget vejledning om hvordan man finder sig selv tilrette i jobverdenen, og måske også noget hjælp til at finde ud af hvilket job der vil være mit drømmejob.”

”Jeg selv dimitterede for 4 måneder siden som cand.ling.merc og er stadig jobsøgende. Da jeg var ved at være færdig med min kandidat sagde min veninder, som dimitterede et år før mig, at det næste nu var identitetskrisen - og det var dem alle sammen der nævnte det.Så jeg var ligesom forberedt på at det kunne være næste fase i mit nye liv. Jeg føler dog ikke at jeg som sådan befinder mig i en identitetskrise, men jeg har snuset lidt til den. Som jeg ved så mange andre også har følt, blev jeg i tvivl om hvad jeg overhovedet kan. Om jeg kan leve op til de forventninger arbejdsgiverne men også personlige relationers forventninger til hvad en akademiker er i stand til. Jeg føler at det først er nu jeg skal til at lære alt det jeg har lært de sidste fem år. 
Det er lidt ligesom at få kørekort - man lærer først virkelig at køre bil, når man har fået kørekortet.”

”Identitet hmm - ja det er et vildt interessant emne. Jeg tror det går galt for de fleste fordi:
Identitet = mit job = mig

Det er jo langt fra sandheden. Du er som menneske meget mere end dit job. Identitet handler meget om hvilke værdier og hermed regler vi har for at leve vores liv. Den handler meget om hvilke principper vi vælger at leve vores liv efter og ikke mindst – hvis du skulle beskrive dig selv med ord, hvordan vil du så beskrive dig.
Ofte, når vi møder andre mennesker, så spørger vi; Hvad laver du? (indforstået – hvem er du?) og folk svare; Jeg er ansat hos, eller jeg arbejder med. Derfor er det efterhånden også blevet vores måde at definere os selv på.
Hvad gør vi så, hvis vi mister vores arbejde? – ja rigtig mange har faktisk opfattelsen af, at de mister deres identitet. Hvilket er langt fra sandheden.
Derfor handler det om at finde ud hvem vi hver i sær er og ikke ”kun” via arbejdet, men som det hele menneske. For arbejdet er ”kun” en lille del af det, der er med til at definere os. Kunsten er, at finde ud af, hvordan ens arbejde kan være med til at udfylde vores identitet og ikke omvendt.”

”Er helt enig i at identitetskrisen ikke kan undgåes - og det skal den nødvendigvis heller ikke. Det at træde ud af komfortzonen er jo også det som gør det hele lidt spændende, men det betyder ikke at der ikke er behov for støtte undervejs.

Jeg tror ikke kun, det handler om identitet, men også om fagligt selvværd og behovet for at blive støttet i den første fase af joblivet. Selv blev jeg utrolig overrasket over hvor svært det var - syntes jo netop at min erfaring fra fuldtidsarbejde i 3 år mellem gymnasiet og studiet burde have rustet mig. Hvad angår identitet, så føler jeg bestemt også at jeg har en stærk identitet der er meget andet end mit job, men let har det til tider alligevel ikke været. Samtidig har det været svært at lufte mine frustrationer fordi det, som I også påpeger, er sådan i øjeblikket, at man skal være glad for at have et job.”

”Jeg føler selv - som nyuddannet - at det er et ufatteligt antiklimaks at blive færdig med studiet, når der ikke ligger jobs klar på den anden side. Identitetskriser opstår ikke nødvendigvis først, når man bliver en del af arbejdsmarkedet, men især når man går fra at være aktiv og engageret studerende til at være ledig.
(…)
Jeg synes, at det er godt du tager fat på diskussionen, da vi især på universitetet bliver uddannet til at studere, erhverve os viden og forske. Der er ikke altid en målrettet plan for, hvordan denne kunnen skal formes til arbejdsmarkedet eller til specifikke stillinger. Jeg er ikke nervøs for at blive en del af arbejdsmarkedet og fjerne mig fra min identitet som studerende, men jeg er frustreret over, at jeg først nu som dimittend skal til at finde min plads. Jeg har manglet at kunne blive guidet i, hvor og hvordan jeg finder den rette stilling som færdiguddannet - løbende igennem studiet.”

Folk har gennemgående sagt, at de synes, emnet er vigtigt, men af lidt forskellige årsager:

• Det er antiklimaks at komme ud til et arbejdsmarked, der tilsyneladende ikke har brug for én, eller hvor det er svært at finde sin plads.
• Man må tage, hvad man kan få. Det kan betyde, at jobbet ikke er akademisk nok.
• Det er svært at vide, hvad ens drømmejob er. Det har man brug for afklaring til at finde ud af.
• Arbejdet har andre rammer, end man tidligere har været vant til.
• Man bliver i tvivl om, hvad man egentlig kan.
• Man bliver i tvivl om, man kan leve op til forventningerne.

Overgangens 3 faser - eller vejen gennem kaos

Stærk studenteridentitet, et kaos af udfordringer og en begyndende professionel identitet. Sådan beskriver Sofia Nyström akademikeres overgang fra uddannelse til arbejde.

En kvalitativ undersøgelse
Sofia Nyström er svensk ph.d. med afhandlingen Becoming a professional. Hendes undersøgelse repræsenterer den slags forskning, som mangler i Danmark. Her er der lavet masser af kvantitative undersøgelser af dimittenders overgang til arbejdsmarkedet, for eksempel kandidatundersøgelser, der ser på, hvor hurtigt kandidaterne kommer i job, og hvor meget de tjener. Men ikke noget om, de menneskelige oplevelser bag tallene, og slet ikke med fokus på, hvad det er for en identitetstransformation, de nyuddannede står over for, når de træder ind på arbejdsmarkedet. Især dette aspekt efterlyser Sofia Nyström mere forskning i.

Hendes undersøgelse af lavet med svenske akademikere på det svenske arbejdsmarked, og hun har undersøgt to faggrupper, hhv. kandidater fra psykologi og statskundskab. På trods af disse afgræsninger drager hun nogle bredere konklusioner, og jeg synes, det er relevant at se på hendes konklusioner i forhold til danske kandidater. I hvert fald giver det mening for mig at se min egen overgang i lyset af hendes undersøgelse.

Undersøgelsen er lavet ved, at hun har interviewet de to grupper tre gange, fra de er i slutningen af deres studie, til de har været ca. tre år på arbejdsmarkedet.

1. fase: Stærk studenteridentitet og positive fremtidsvisioner
Sofia Nyströms undersøgelser viser, at mens kandidaten går på universitet er identiteten som studerende stærk. Det er en meget klar identitet, som ikke skifter i forskellige kontekster. Det vil sige, at de identificerer sig som studerende, lige meget om de er på universitetet, til familiefødselsdag eller på deres studiejob. Samtidig er de studerendes forestillinger om fremtiden meget positive.

Dette kan jeg sagtens kende fra mit eget liv. Jeg var glad for at gå på universitet og identificerede mig stærkt med at være studerende. Indadtil var det noget med at læse mange bøger, tilegne sig ny viden, have sin frihed og være i kritisk opposition. Men også udadtil var jeg stolt over det ”brand”, der hørte med til at gå på universitetet. Så vidt jeg husker, identificerede min omverden mig også som studerende, og hvis der alligevel var nogen, der formastede sig til at stille spørgsmålet: Hvad skal du så bagefter?, var jeg overbevist om, at det ikke ville blive noget problem. Min viden var meget brugbar.

2. fase: Identiteten er splittet
Sofia Nyström har interviewet sine informanter for anden gang, efter de har være halvandet år på arbejdsmarkedet. Hendes undersøgelser viser, at kandidaterne i denne fase udfordres og forandres i mødet med arbejdsmarkedet. De forstår ikke længere deres identitet som klar og entydig, men som opdelt i forskellige sfærer, den professionelle, den personlige og den private. Arbejdet dominerer dog de andre livssfærer, sandsynligvis fordi alt er nyt her, og kandidaten bruger sine kræfter på at komme ind i dette nye fællesskab. Identiteten skal forhandles på plads med kollegerne. Man bliver ikke længere automatisk identificeret som studerende, men nu som arbejdende og sikkert også som ny på arbejdsmarkedet med alt, hvad ens kolleger måtte lægge i det.

Kritisk transformation
I denne fase oplever kandidaterne løbende det, som Sofie Nyström kalder ”kritisk transformation”. En proces, hvor kandidaten prøver at skabe sig en identitet som arbejdende. Den kritiske transformation opstår i mødet mellem kandidaten og arbejdspladsen. Det er mødet mellem kandidatens selvforståelse, forståelse af faglig viden, tidligere arbejdserfaringer og sociale netværk og arbejdspladsens opfattelse af, hvad og hvem kandidaten er, og hvordan hans/hendes faglige viden skal omsættes på arbejdspladsen.
I denne kritiske transformation er kandidaten nødt til at gentænke, det han/hun har lært på sin uddannelse, og hvordan det kan omsættes i arbejdet. Samtidig forholder kandidaten sig til oplevelserne i det første job, for eksempel om han/hun har opnået selvtillid i jobbet, om jobbet var vigtigt og meningsfuldt og hvordan reaktioner fra kolleger og chefer har været.

Min egen kritiske transformation
Jeg kan godt huske den kritiske transformation. Den var kritisk! Alt var i spil, og jeg skulle både forholde mig til mig selv (hvem er jeg, når jeg ikke er studerende?), mit nye liv (med meget mindre fritid og socialt liv), mine nye arbejdsopgaver (som var en rigelig stor mundfuld i sig selv) og mine nye kolleger (som langt fra alle var akademikere og derfor slet ikke delte de samme værdier, talte om de samme ting over frokostbordet eller havde samme humor som mig).
I denne fase havde jeg ikke længere tid og overskud til at læse bøger, min kritiske opposition blev i den grad udfordret af, at jeg skulle arbejde sammen med andre faggrupper, og jeg syntes, det var svært at svare, når folk spurgte: ”hvad laver du så?”

3. fase: Etableret på arbejdsmarkedet
I den tredje fase har kandidaterne i undersøgelsen været ca. tre år på arbejdsmarkedet. Her beskriver de, at de forskellige livssfærer efterhånden er ved at være integreret, det personlige er for eksempel begyndte at spille sammen med det professionelle som en styrke.
De har efterhånden etableret sig på arbejdsmarkedet og udtrykker tilfredshed med deres situation, men mange lægger også vægt på vigtigheden af kontinuerlig efteruddannelse for at kunne varetage jobbet bedst muligt.

Job nummer to gav ro
Jeg har i skrivende stund været knap tre år på arbejdsmarkedet, og jeg er enig i, at der er ved at komme mere ro på. Den værste transformation er vist overstået, og det er dejligt. Men der opstår også hele tiden nye udfordringer. Det ligger meget godt op ad Sofia Nyströms konklusion:
At skabe sig en professionel identitet handler om at bringe balance i hele ens livssituation og inkluderer erfaringer fra både fortid og nutid og forventninger til fremtiden. Det er et livsprojekt. Intet mindre – og ergo: ingen nemme løsninger.

Et livsprojekt – men vejen er ikke logisk og lineær
Men netop fordi transformationen er kritisk, mener Sofia Nyström, at det med fordel er noget, undervisere og arbejdsgivere kan anerkende og støtte op om. Simpelthen fordi denne fase er et vigtigt skridt i et voksenliv og en hjørnesten i at skabe sig et liv.

Samtidig har hun den vigtige pointe, at kandidaternes karrierevej ikke udvikler sig lineært og logisk som i den traditionelle forestilling om karriere, men lige så meget handler om, at deres forestillinger om fremtiden forandrer sig over tid i mødet med arbejdsmarkedet.

Nye tilbud til nyuddannede
Og her er måske en krog at gribe fat i – både for universitet og fagforeninger som Dansk Magisterforening og DJØF, som jeg synes med fordel kan spille en større rolle i transformationen.
Mine erfaringer med disse institutioner er nemlig, at de griber overgangen an med nogle meget traditionelle forestillinger om karriere. Det handler om kompetenceafklaring og karriereplanlægning. Men hvis kandidaterne slet ikke følger den slags lineær logik, er workshops i karriereplanlægning måske ikke det rette tilbud – eller bør i hvert fald støttes af tilbud, der går i en anden retning. Det kunne være tilbud, der har fokus på den mere kaotiske del af overgangen og som også rummer plads til at se karrieren som en udvikling, der er påvirket af forholdet mellem professionelle og personlige aspekter af livet. Altså nogle tilbud, der kan støtte den kritiske identitetstransformation.
Det er ikke fordi, jeg synes vi alle partout skal gå til coach, men det var måske en  ide at skabe nogle fora for nyuddannede, hvor man kunne tale højt om overgangsproblemerne, så man ikke tror, man er den eneste, der er ramt af granatchok.

Hvad har du brug for?
Jeg gerne høre, om jeg er et særtilfælde, eller om du også kunne have brugt andre tilbud end de eksisterende. I så fald hvilke?