Viser opslag med etiketten mening. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mening. Vis alle opslag

tirsdag den 21. juni 2011

Masterplan eller tilfældighed? - Karriereplanlægning er sjældent rationel


Sådan beskriver RUC deres kompetencecafe.


Fagforeninger og erhvervsvejledninger holder stribevis af karrieremesser og kompetenceafklarende workshops for studerende og snart-kandidater. Jeg gik aldrig til dem. Hvorfor? Jeg mente vist ikke, de havde noget at sige mig. Jeg havde jo haft flere relevante studiejobs og endda været i praktik, så jeg skulle nok være attraktiv for arbejdsmarkedet. Jeg forventede vist også, at de mest ville sige noget i retning af, at jeg som humanist kunne noget med at skrive tekster. Det syntes jeg dels var banalt, dels var lidt desillusionerende at få at vide. Jeg havde trods alt lært så meget mere i løbet af min uddannelse. Bad news, kort sagt. Måske var det derfor jeg ikke gik derhen.

Da jeg blev færdig, fik jeg hurtigt job (det havde primært noget med mit netværk at gøre, og faktisk et netværk jeg havde fået på studiet), men det var ikke drømmejobbet. Nu var jeg så ikke længere dimittend, og de næste arrangementer, jeg kunne gå til i min fagforening, var sådan nogle som ”Hvor vil du hen med din karriere?” Men altså, det anede jeg ikke. Jeg var bare i chok. Blandt andet fordi det virkede temmelig begrænset, hvor jeg kunne komme hen. I hvert fald sådan lige med det første.

Når jobbet er et job, men ingen drøm
Jeg manglede arrangementer, der lå imellem at skrive den gode ansøgning og planlægge min efterfølgende karriere. Arrangementer, der adresserede de mere ustyrlige dele af overgangen til arbejdsmarkedet. For eksempel det aspekt, at jeg absolut ikke havde fået mit drømmejob, og derfor havde svært ved at motivere mig i jobbet, men på den anden side godt kunne se, at jeg kunne lære noget af det job. Det var et meget mere presserende og virkeligt problem for mig, end hvor jeg skulle hen med min karriere. Men det var der ikke rigtig nogle steder, jeg kunne gå hen og snakke om.

Min pointe er, at de institutioner, der støtter op om dimittenders overgang fra studiet til arbejdsmarkedet, alt for ofte behandler dimittenden som et rationelt subjekt. Som om dimittenden ikke tænker på andet end kompetenceafklaring, træning i at gå til jobsamtale og planlægning af karrierevejen.
Men hvad med identitetstransformationen, overvejelserne over hvorfor man egentlig tog den uddannelse, man gjorde (hvad var meningen?), og det faktum, at første job meget vel kan være en skuffelse? 

Et eksempel er Candportalen. Her kan man bestemt finde mange nyttige oplysninger og interessante cases, men det handler meget lidt om de kameler, dimittenderne har været nødt til at sluge undervejs, hvordan de har gjort det, og hvad det har haft af konsekvenser for dem. Både positive og negative. Når jeg for eksempel ser den her case, kommer jeg automatisk til at tænke over, hvilken process, det har været for hende at gå fra Europastudier og speciale om Trafficking til et job som karrierevejleder. Er det drømmejobbet? Er det blevet drømmejobbet? Er det et skridt på vejen? Til hvad?

Mellem drømmen og det mulige
Jeg savner et fokus på overgangen, der ser dimittender som mennesker, der på den ene side orienterer sig i overensstemmelse med de praktiske muligheder, der er på det givne tidspunkt, men hvis handlingsrum på den anden side er præget af begrænsninger – både indre og ydre.
Det er jo lige præcis den konflikt, man står i som nyuddannet og nyansat. Du skal pinedød have et job. Dine egne forventninger og forhåbninger presser dig, det samme gør omverdenens og ikke mindst a-kassen og jobcentret. Men samtidig er drømmejobbet ikke inden for rækkevidde.

Hvis der var flere arrangementer, der handlede om denne interessekonflikt, krydspres, granatchok, you name it, tror jeg, jeg ville være gået til dem.

onsdag den 9. marts 2011

Jeg vil bare gerne brænde for det

”Jeg vil bare gerne brænde for det”. Sådan sagde en ung fyr, som sad ved siden af mig til et fyraftensmøde i Dansk Magisterforening. Underforstået, det gjorde han ikke. Han talte om sit job – sit første, og jeg blev sendt halvandet år tilbage i tiden. Til mit første job, hvor jeg hver dag mødte og sank sammen bag computeren.

Jeg kunne ikke motivere mig selv
En af mine største skuffelser i det job var, at jeg ikke kunne motivere mig selv. Jeg havde pludselig ikke noget drive. Jeg havde altid været vant til at følge min lyst, og jeg havde syntes, det var spild af dyrebar tid at gøre noget, jeg ikke havde lyst til. Men pludselig sad jeg i det, der føltes som en meget fastlåst struktur og kunne ikke forfølge min lyst.

Bundet på hænder og fødder
Jeg følte mig bundet på hænder og fødder. Jeg skulle jo have et job for at have noget at leve af. Finanskrisen bragede derud af, et nyt job hang ikke på træerne, og dagpengesystemet lød ikke tillokkende. En del af mig havde bare lyst til at kravle tilbage på universitetet, men en anden del ville også gerne videre i livet. Jeg havde været studerende i mange år, og jeg havde jo haft et mål med det, eller i hvert fald en forestilling om, at det skulle resultere i noget, der ville føles meningsfuldt.

Magistre prioriterer udviklingsmuligheder og fagligt indhold
En undersøgelse af magistres beskæftigelses- og ledighedsmønstre fra 2010 viser, at de forhold, magistre prioriterer højest i ansættelsen er:
  • Personlige udviklingsmuligheder (73 pct. af magistrene og 62 pct. af de øvrige AC’ere)
  • Relevant fagligt indhold (64 pct. af magistrene og 57 pct. af de øvrige AC’ere)
  • Godt socialt miljø (76 pct. af magistrene og 62 pct. af de øvrige AC’ere)
Derimod synes hverken høj løn, status eller ledelsesansvar at være vigtige faktorer i et nyt job. (s. 32)

Magistre må gå på kompromis
Som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen, tror jeg, at faktorer som for eksempel, at man kan bruge sin faglighed i jobbet, er vigtig for, hvordan man oplever overgangen fra studiet til arbejdsmarkedet. Den nævnte undersøgelse viser desuden, at selvom mange magistre kommer til at arbejde mere inden for deres fagområde, når de skifter til job nummer to, så er det at have et relevant fagligt miljø også der, hvor de i høj grad må gå på kompromis. (s. 52-53)

Brænder du for dit arbejde? 

Og er det inden for dit fagområde?