"Det er lidt ligesom at få kørekort" - andres syn på overgangen

Bloggen her har indtil videre været præget af mine erfaringer og min forståelse af overgangen. For et par uger siden postede jeg bloggen i forskellige Linkedin-netværk. Her er hvad folk sagde:

”Det jeg syntes, der var rigtigt svært, var at få det første job, som akademiker: Springet fra at være ansat til at gøre, som andre havde bestemt til at være ansat i en stilling, hvor jeg selv skulle tænke og sætte rammerne op om mit job. Det var, hvad jeg var blevet uddannet til, det var bare ikke det, jeg havde lært i de studiejob, jeg havde haft. ”

”Jeg startede i mit første fuldtids job i august, godt nok privat løntilskud, men jeg vil sige at jeg befinder mig midt i den identitetskrise du og Sofia beskriver. Jobbet er absolut ikke mit drømmejob, men i begyndelsen var jeg jo bare super glad for at have fundet en indgang til jobmarkedet. Mit job er ikke så akademisk som jeg kunne tænke mig, hvilket gør det endnu sværere for mig at identificere mig med jobbet. Jeg kan forestille mig, at flere føler denne identitetskrise lige præcis fordi der er længere mellem drømmejobbene. Og jo længere tid man enten er uden job eller ikke bliver fagligt stimuleret, jo mere mister man troen på sig selv og sine evner - hvilket resulterer i at drømmejobbet bliver endnu sværere at nå!

Jeg savner klart noget vejledning om hvordan man finder sig selv tilrette i jobverdenen, og måske også noget hjælp til at finde ud af hvilket job der vil være mit drømmejob.”

”Jeg selv dimitterede for 4 måneder siden som cand.ling.merc og er stadig jobsøgende. Da jeg var ved at være færdig med min kandidat sagde min veninder, som dimitterede et år før mig, at det næste nu var identitetskrisen - og det var dem alle sammen der nævnte det.Så jeg var ligesom forberedt på at det kunne være næste fase i mit nye liv. Jeg føler dog ikke at jeg som sådan befinder mig i en identitetskrise, men jeg har snuset lidt til den. Som jeg ved så mange andre også har følt, blev jeg i tvivl om hvad jeg overhovedet kan. Om jeg kan leve op til de forventninger arbejdsgiverne men også personlige relationers forventninger til hvad en akademiker er i stand til. Jeg føler at det først er nu jeg skal til at lære alt det jeg har lært de sidste fem år. 
Det er lidt ligesom at få kørekort - man lærer først virkelig at køre bil, når man har fået kørekortet.”

”Identitet hmm - ja det er et vildt interessant emne. Jeg tror det går galt for de fleste fordi:
Identitet = mit job = mig

Det er jo langt fra sandheden. Du er som menneske meget mere end dit job. Identitet handler meget om hvilke værdier og hermed regler vi har for at leve vores liv. Den handler meget om hvilke principper vi vælger at leve vores liv efter og ikke mindst – hvis du skulle beskrive dig selv med ord, hvordan vil du så beskrive dig.
Ofte, når vi møder andre mennesker, så spørger vi; Hvad laver du? (indforstået – hvem er du?) og folk svare; Jeg er ansat hos, eller jeg arbejder med. Derfor er det efterhånden også blevet vores måde at definere os selv på.
Hvad gør vi så, hvis vi mister vores arbejde? – ja rigtig mange har faktisk opfattelsen af, at de mister deres identitet. Hvilket er langt fra sandheden.
Derfor handler det om at finde ud hvem vi hver i sær er og ikke ”kun” via arbejdet, men som det hele menneske. For arbejdet er ”kun” en lille del af det, der er med til at definere os. Kunsten er, at finde ud af, hvordan ens arbejde kan være med til at udfylde vores identitet og ikke omvendt.”

”Er helt enig i at identitetskrisen ikke kan undgåes - og det skal den nødvendigvis heller ikke. Det at træde ud af komfortzonen er jo også det som gør det hele lidt spændende, men det betyder ikke at der ikke er behov for støtte undervejs.

Jeg tror ikke kun, det handler om identitet, men også om fagligt selvværd og behovet for at blive støttet i den første fase af joblivet. Selv blev jeg utrolig overrasket over hvor svært det var - syntes jo netop at min erfaring fra fuldtidsarbejde i 3 år mellem gymnasiet og studiet burde have rustet mig. Hvad angår identitet, så føler jeg bestemt også at jeg har en stærk identitet der er meget andet end mit job, men let har det til tider alligevel ikke været. Samtidig har det været svært at lufte mine frustrationer fordi det, som I også påpeger, er sådan i øjeblikket, at man skal være glad for at have et job.”

”Jeg føler selv - som nyuddannet - at det er et ufatteligt antiklimaks at blive færdig med studiet, når der ikke ligger jobs klar på den anden side. Identitetskriser opstår ikke nødvendigvis først, når man bliver en del af arbejdsmarkedet, men især når man går fra at være aktiv og engageret studerende til at være ledig.
(…)
Jeg synes, at det er godt du tager fat på diskussionen, da vi især på universitetet bliver uddannet til at studere, erhverve os viden og forske. Der er ikke altid en målrettet plan for, hvordan denne kunnen skal formes til arbejdsmarkedet eller til specifikke stillinger. Jeg er ikke nervøs for at blive en del af arbejdsmarkedet og fjerne mig fra min identitet som studerende, men jeg er frustreret over, at jeg først nu som dimittend skal til at finde min plads. Jeg har manglet at kunne blive guidet i, hvor og hvordan jeg finder den rette stilling som færdiguddannet - løbende igennem studiet.”

Folk har gennemgående sagt, at de synes, emnet er vigtigt, men af lidt forskellige årsager:

• Det er antiklimaks at komme ud til et arbejdsmarked, der tilsyneladende ikke har brug for én, eller hvor det er svært at finde sin plads.
• Man må tage, hvad man kan få. Det kan betyde, at jobbet ikke er akademisk nok.
• Det er svært at vide, hvad ens drømmejob er. Det har man brug for afklaring til at finde ud af.
• Arbejdet har andre rammer, end man tidligere har været vant til.
• Man bliver i tvivl om, hvad man egentlig kan.
• Man bliver i tvivl om, man kan leve op til forventningerne.