Hvorfor denne blog?

Er du akademiker? Sidder du i første job, eller kan du huske, hvordan det var? Så er du kommet til det rette sted.
Denne blog handler om, hvordan det er at være akademiker i første job. Jeg har lavet den, fordi jeg oplever, at der er et meget ensidigt fokus på, hvad det vil sige at starte i første job. Når universiteterne, fagforeningerne og a-kasserne taler om overgangen fra studie til job handler det kun om kompetenceafklaring. Som næsten-færdig og nyuddannet kan man deltage i et utal af kurser, hvor man kan lære at omsætte sin faglighed til generelle kompetencer og blive fleksibel og tilpasningsdygtig til arbejdsmarkedet. Men min erfaring siger mig, at det at starte i sit første job handler om utrolig meget andet end blot at blive kompetenceafklaret. Det er en livsovergang. De efterhånden mange artikler om stress blandt nyuddannede tyder også på, at der er noget med den overgang, som ligger hen i det dunkle.

Erfaringsudveksling

Dette ”noget” har jeg forsøgt at tematisere i indlæg her på bloggen, og jeg vil meget gerne høre, om du har oplevet noget lignende eller måske noget helt andet. Kort sagt: hvordan oplevede du at begynde i dit første job som akademiker?

Jeg håber, bloggen kan fungere som et sted, hvor vi kan udveksle erfaringer. I kan bidrage med jeres oplevelse af at være i første job ved at kommentere de forskellige indlæg, og på den måde kan vi i fællesskab skabe et mere nuanceret billede af overgangen fra studieliv til arbejdsliv

80% i job

Det virker måske mærkeligt at beskæftige sig med akademikere, der rent faktisk kommer i job, når medierne lige for tiden er fulde af historier om dimittend-ledighed. At være arbejdsløs er selvfølgelig også alvorligt, men det er ikke det, der er mit ærinde her. Jeg vil gerne sætte fokus på de 80 procent færdige akademikere, der rent faktisk kommer i job efter endt uddannelse. Måske er det faktisk endnu vigtigere at sætte fokus på erfaringerne med første job i en periode med lavkonjunktur, for der er garanteret mange flere dimittender, der må opgive drømmejobbet og bare tage, hvad de kan få. Altså gøre sig ekstra fleksible – hvis det da ellers kan lade sig gøre.

Praksischok

På socialrådgiver-uddannelsen taler man allerede i løbet af studiet om et ”praksischok”. De studerende er altså forberedt på, at der er en afstand mellem det, de lærer på studiet og den virkelighed, de skal ud at arbejde i. Den slags taler man ikke om på universitet. Ikke desto mindre oplevede jeg en stor afstand mellem det, jeg havde lært på mit studium, og den måde jeg skulle forvalte det på, da jeg pludselig sad på en arbejdsplads. Universiteterne er blevet masseuddannelser. Det er de færreste i dag, der kommer ud og skal være gymnasielærere eller forskere. Rigtig mange skal varetage en form for administrationsjob, hvor de skal være generalister og sjældent direkte anvende deres fagspecifikke viden. Sådan var det for mig, og min oplevelse er, at det er en meget svær overgang, som indeholder nogle store både faglige og personlige overvejelser, som jeg ikke var forberedt på

Mit første job

Jeg begyndte i et job som kommunikationsmedarbejder i juni 2008, en uge efter, at jeg havde afleveret mit speciale. Det var privilegeret at få job så hurtigt, var jeg godt klar over, og jeg glædede mig da også. Over at slippe for dagpengesystemet, for dårlig samvittighed og til at begynde at tjene rigtige penge. På specialekontoret havde vi mest snakket os om at få specialet færdigt til tiden, og om at få job bagefter. Det havde handlet meget lidt om, hvordan det egentlig ville være at sidde i det job, vi forhåbentlig ville få.

Her retrospektivt kan jeg godt huske, at der indimellem dukkede tidligere studerende op på vores specialekontor. Flere af dem flakkede temmelig meget i blikket og svarede undvigende, når vi spurgte til deres job. Jeg slog det hen, havde ikke lyst til at forholde mig til det. Desuden havde jeg jo adskillige relevante studiejobs og et spændende praktikophold bag mig, så jeg ville selvfølgelig få mit drømmejob. Ikke sådan et almindeligt et som alle de andre.

Men det fik jeg. Et helt almindeligt job. Det lød egentlig spændende på papiret: jeg kunne være med til at ændre social ulighed og den slags, som jeg i høj grad havde været motiveret af i løbet af studiet. Jeg oplevede bare også en række problemer, som jeg blev meget overrasket over, og som jeg ikke var forberedt på eller havde hørt nogen snakke om i løbet af studiet. 

Dette kan du læse mere om og også meget gerne kommentere i de forskellige indlæg.