tirsdag den 26. oktober 2010

Hvorfor denne blog?

Er du akademiker? Sidder du i første job, eller kan du huske, hvordan det var? Så er du kommet til det rette sted.
Denne blog handler om, hvordan det er at være akademiker i første job. Jeg har lavet den, fordi jeg oplever, at der er et meget ensidigt fokus på, hvad det vil sige at starte i første job. Når universiteterne, fagforeningerne og a-kasserne taler om overgangen fra studie til job handler det kun om kompetenceafklaring. Som næsten-færdig og nyuddannet kan man deltage i et utal af kurser, hvor man kan lære at omsætte sin faglighed til generelle kompetencer og blive fleksibel og tilpasningsdygtig til arbejdsmarkedet. Men min erfaring siger mig, at det at starte i sit første job handler om utrolig meget andet end blot at blive kompetenceafklaret. Det er en livsovergang. De efterhånden mange artikler om stress blandt nyuddannede tyder også på, at der er noget med den overgang, som ligger hen i det dunkle.

Erfaringsudveksling
Dette ”noget” har jeg forsøgt at tematisere i indlæg her på bloggen, og jeg vil meget gerne høre, om du har oplevet noget lignende eller måske noget helt andet. Kort sagt: hvordan oplevede du at begynde i dit første job som akademiker?
Jeg håber, bloggen kan fungere som et sted, hvor vi kan udveksle erfaringer. I kan bidrage med jeres oplevelse af at være i første job ved at kommentere de forskellige indlæg, og på den måde kan vi i fællesskab skabe et mere nuanceret billede af overgangen fra studieliv til arbejdsliv

80% i job
Det virker måske mærkeligt at beskæftige sig med akademikere, der rent faktisk kommer i job, når medierne lige for tiden er fulde af historier om dimittend-ledighed. At være arbejdsløs er selvfølgelig også alvorligt, men det er ikke det, der er mit ærinde her. Jeg vil gerne sætte fokus på de 80 procent færdige akademikere, der rent faktisk kommer i job efter endt uddannelse. Måske er det faktisk endnu vigtigere at sætte fokus på erfaringerne med første job i en periode med lavkonjunktur, for der er garanteret mange flere dimittender, der må opgive drømmejobbet og bare tage, hvad de kan få. Altså gøre sig ekstra fleksible – hvis det da ellers kan lade sig gøre.

Praksischok
På socialrådgiver-uddannelsen taler man allerede i løbet af studiet om et ”praksischok”. De studerende er altså forberedt på, at der er en afstand mellem det, de lærer på studiet og den virkelighed, de skal ud at arbejde i. Den slags taler man ikke om på universitet. Ikke desto mindre oplevede jeg en stor afstand mellem det, jeg havde lært på mit studium, og den måde jeg skulle forvalte det på, da jeg pludselig sad på en arbejdsplads. Universiteterne er blevet masseuddannelser. Det er de færreste i dag, der kommer ud og skal være gymnasielærere eller forskere. Rigtig mange skal varetage en form for administrationsjob, hvor de skal være generalister og sjældent direkte anvende deres fagspecifikke viden. Sådan var det for mig, og min oplevelse er, at det er en meget svær overgang, som indeholder nogle store både faglige og personlige overvejelser, som jeg ikke var forberedt på

Mit første job
Jeg begyndte i et job som kommunikationsmedarbejder i juni 2008, en uge efter, at jeg havde afleveret mit speciale. Det var privilegeret at få job så hurtigt, var jeg godt klar over, og jeg glædede mig da også. Over at slippe for dagpengesystemet, for dårlig samvittighed og til at begynde at tjene rigtige penge. På specialekontoret havde vi mest snakket os om at få specialet færdigt til tiden, og om at få job bagefter. Det havde handlet meget lidt om, hvordan det egentlig ville være at sidde i det job, vi forhåbentlig ville få.
Her retrospektivt kan jeg godt huske, at der indimellem dukkede tidligere studerende op på vores specialekontor. Flere af dem flakkede temmelig meget i blikket og svarede undvigende, når vi spurgte til deres job. Jeg slog det hen, havde ikke lyst til at forholde mig til det. Desuden havde jeg jo adskillige relevante studiejobs og et spændende praktikophold bag mig, så jeg ville selvfølgelig få mit drømmejob. Ikke sådan et almindeligt et som alle de andre.
Men det fik jeg. Et helt almindeligt job. Det lød egentlig spændende på papiret: jeg kunne være med til at ændre social ulighed og den slags, som jeg i høj grad havde været motiveret af i løbet af studiet. Jeg oplevede bare også en række problemer, som jeg blev meget overrasket over, og som jeg ikke var forberedt på eller havde hørt nogen snakke om i løbet af studiet. 

Dette kan du læse mere om og også meget gerne kommentere i de forskellige indlæg.

4 kommentarer:

  1. Godt emne.. Det er selvfølgelig meget mere vanskeligt at være arbejdsløs end at få et arbejde, og derfor kan det synes som lidt at et luksusproblem at beskæftige sig med, hvor svært det egentlig er at starte i sit første job.
    Men når man ikke må snakke om det, så kommer man jo til at tro, at man er den eneste i hele verden, som oplever det som vanskeligt - det er nærmest lidt skamfuldt, lidt fiaskoagtigt, at man efter så mange års studieliv bare (fortsat) er temmelig utilfreds og ikke formår at præstere et succesfuldt, tilfredssstillende arbejdsliv (...sådan var det i hvert fald for mig, hvis altså jeg skal nøjes med at tale på egne vegne). Det er da langt bedre at skabe bevidsthed om nogle generelle dilemmaer omkring det at starte i job / overgå til den 'virkelig verden' / blive voksen, fremfor at man hver især går rundt og slår sig selv oven i hovedet med, at man jo burde være lykkelig, når man nu (tilsyneladende) havde alle muligheder foran sig.
    (Hvorfor er det dog som om virkeligheden / realiteterne altid rammer én som en hammer? Ku' den dog ikke - bare ind i mellem - komme som en let lille lun brise?)

    SvarSlet
  2. Fantastisk at der endelig bliver taget hul på det her emne! Jeg blev færdiguddannet for snart fire år siden, og på det tidspunkt var der absolut intet sted at henvende sig med tanker som dem, der illustreres i denne blog. Og jeg manglede det. Og gør det sådan set stadig.
    Jeg slås stadig med følelsen af ikke rigtig "at være landet" eller "at være landet forkert". Også jeg måtte slippe en drøm for i det hele taget at få hul igennem til jobmarkedet. Nu er jeg så her. Trives ikke rigtig godt, og den evige forvirring og dårlige samvittighed over ikke bare at være tilfreds, når man nu rent faktisk har et ordentligt job, gør det ikke bedre. Hvad er meningen med det hele? Er det sådan her det bare er?

    SvarSlet
  3. Hvor er jeg glad for, jeg stødte på denne blog, hvor jeg kan læse, at andre end jeg har haft en del udfordringer med arbejdsmarkedet efter endt studium.

    Jeg blev færdig med mit studium for snart 6 år siden, fik mit barn nr. 2 og var efter endt barsel klar til at indtage arbejdsmarkedet. Men arbejdsmarkedet var ikke klar til mig det resulterede i 8 måneders ledighed og efterfølgende et job, hvor jeg i princippet var overkvalificeret - men det var jo en start. Efter en ihærdig indsats (og sikkert også en portion held) fik jeg et job, som jeg syntes passede til mine kompetencer ... desværre kom finanskrisen og de spændende og udviklende opgaver blev nedprioriteret, så der primært var de administrative opgaver tilbage. Fristet af et jobtilbud i den lokale avis fik mig ud i min nuværende ansættelse - en fristelse jeg skulle have holdt mig langt fra! Mine kolleger forsvinder til andre job eller går ned med stress og jeg er selv på nippet til at "miste mig selv". Hvor ville jeg ønske, at jeg undervejs i mit studieforløb havde mødt kompetente mennesker, som kunne være behjælpelig med kompetenceafklaring - så kunne det være at jeg i dag ikke var havnet i en suppedas og ikke rigtig ved hvilken vej jeg skal gå, når nu den første karrierevej måske slet ikke er den HELT rigtige for mig.

    Tak for denne blog - skriv endelig, hvis du har brug for yderligere info. til forskningsprojektet.

    SvarSlet
  4. Kære alle.

    Tak for jeres kommentarer. Det er spændende at høre jeres tanker, og bloggen fortsætter med at grave i emnet.

    Kh. Blogværten

    SvarSlet