søndag den 3. april 2011

Overgangens 3 faser - eller vejen gennem kaos

Stærk studenteridentitet, et kaos af udfordringer og en begyndende professionel identitet. Sådan beskriver Sofia Nyström akademikeres overgang fra uddannelse til arbejde.

En kvalitativ undersøgelse
Sofia Nyström er svensk ph.d. med afhandlingen Becoming a professional. Hendes undersøgelse repræsenterer den slags forskning, som mangler i Danmark. Her er der lavet masser af kvantitative undersøgelser af dimittenders overgang til arbejdsmarkedet, for eksempel kandidatundersøgelser, der ser på, hvor hurtigt kandidaterne kommer i job, og hvor meget de tjener. Men ikke noget om, de menneskelige oplevelser bag tallene, og slet ikke med fokus på, hvad det er for en identitetstransformation, de nyuddannede står over for, når de træder ind på arbejdsmarkedet. Især dette aspekt efterlyser Sofia Nyström mere forskning i.

Hendes undersøgelse af lavet med svenske akademikere på det svenske arbejdsmarked, og hun har undersøgt to faggrupper, hhv. kandidater fra psykologi og statskundskab. På trods af disse afgræsninger drager hun nogle bredere konklusioner, og jeg synes, det er relevant at se på hendes konklusioner i forhold til danske kandidater. I hvert fald giver det mening for mig at se min egen overgang i lyset af hendes undersøgelse.

Undersøgelsen er lavet ved, at hun har interviewet de to grupper tre gange, fra de er i slutningen af deres studie, til de har været ca. tre år på arbejdsmarkedet.

1. fase: Stærk studenteridentitet og positive fremtidsvisioner
Sofia Nyströms undersøgelser viser, at mens kandidaten går på universitet er identiteten som studerende stærk. Det er en meget klar identitet, som ikke skifter i forskellige kontekster. Det vil sige, at de identificerer sig som studerende, lige meget om de er på universitetet, til familiefødselsdag eller på deres studiejob. Samtidig er de studerendes forestillinger om fremtiden meget positive.

Dette kan jeg sagtens kende fra mit eget liv. Jeg var glad for at gå på universitet og identificerede mig stærkt med at være studerende. Indadtil var det noget med at læse mange bøger, tilegne sig ny viden, have sin frihed og være i kritisk opposition. Men også udadtil var jeg stolt over det ”brand”, der hørte med til at gå på universitetet. Så vidt jeg husker, identificerede min omverden mig også som studerende, og hvis der alligevel var nogen, der formastede sig til at stille spørgsmålet: Hvad skal du så bagefter?, var jeg overbevist om, at det ikke ville blive noget problem. Min viden var meget brugbar.

2. fase: Identiteten er splittet
Sofia Nyström har interviewet sine informanter for anden gang, efter de har være halvandet år på arbejdsmarkedet. Hendes undersøgelser viser, at kandidaterne i denne fase udfordres og forandres i mødet med arbejdsmarkedet. De forstår ikke længere deres identitet som klar og entydig, men som opdelt i forskellige sfærer, den professionelle, den personlige og den private. Arbejdet dominerer dog de andre livssfærer, sandsynligvis fordi alt er nyt her, og kandidaten bruger sine kræfter på at komme ind i dette nye fællesskab. Identiteten skal forhandles på plads med kollegerne. Man bliver ikke længere automatisk identificeret som studerende, men nu som arbejdende og sikkert også som ny på arbejdsmarkedet med alt, hvad ens kolleger måtte lægge i det.

Kritisk transformation
I denne fase oplever kandidaterne løbende det, som Sofie Nyström kalder ”kritisk transformation”. En proces, hvor kandidaten prøver at skabe sig en identitet som arbejdende. Den kritiske transformation opstår i mødet mellem kandidaten og arbejdspladsen. Det er mødet mellem kandidatens selvforståelse, forståelse af faglig viden, tidligere arbejdserfaringer og sociale netværk og arbejdspladsens opfattelse af, hvad og hvem kandidaten er, og hvordan hans/hendes faglige viden skal omsættes på arbejdspladsen.
I denne kritiske transformation er kandidaten nødt til at gentænke, det han/hun har lært på sin uddannelse, og hvordan det kan omsættes i arbejdet. Samtidig forholder kandidaten sig til oplevelserne i det første job, for eksempel om han/hun har opnået selvtillid i jobbet, om jobbet var vigtigt og meningsfuldt og hvordan reaktioner fra kolleger og chefer har været.

Min egen kritiske transformation
Jeg kan godt huske den kritiske transformation. Den var kritisk! Alt var i spil, og jeg skulle både forholde mig til mig selv (hvem er jeg, når jeg ikke er studerende?), mit nye liv (med meget mindre fritid og socialt liv), mine nye arbejdsopgaver (som var en rigelig stor mundfuld i sig selv) og mine nye kolleger (som langt fra alle var akademikere og derfor slet ikke delte de samme værdier, talte om de samme ting over frokostbordet eller havde samme humor som mig).
I denne fase havde jeg ikke længere tid og overskud til at læse bøger, min kritiske opposition blev i den grad udfordret af, at jeg skulle arbejde sammen med andre faggrupper, og jeg syntes, det var svært at svare, når folk spurgte: ”hvad laver du så?”

3. fase: Etableret på arbejdsmarkedet
I den tredje fase har kandidaterne i undersøgelsen været ca. tre år på arbejdsmarkedet. Her beskriver de, at de forskellige livssfærer efterhånden er ved at være integreret, det personlige er for eksempel begyndte at spille sammen med det professionelle som en styrke.
De har efterhånden etableret sig på arbejdsmarkedet og udtrykker tilfredshed med deres situation, men mange lægger også vægt på vigtigheden af kontinuerlig efteruddannelse for at kunne varetage jobbet bedst muligt.

Job nummer to gav ro
Jeg har i skrivende stund været knap tre år på arbejdsmarkedet, og jeg er enig i, at der er ved at komme mere ro på. Den værste transformation er vist overstået, og det er dejligt. Men der opstår også hele tiden nye udfordringer. Det ligger meget godt op ad Sofia Nyströms konklusion:
At skabe sig en professionel identitet handler om at bringe balance i hele ens livssituation og inkluderer erfaringer fra både fortid og nutid og forventninger til fremtiden. Det er et livsprojekt. Intet mindre – og ergo: ingen nemme løsninger.

Et livsprojekt – men vejen er ikke logisk og lineær
Men netop fordi transformationen er kritisk, mener Sofia Nyström, at det med fordel er noget, undervisere og arbejdsgivere kan anerkende og støtte op om. Simpelthen fordi denne fase er et vigtigt skridt i et voksenliv og en hjørnesten i at skabe sig et liv.

Samtidig har hun den vigtige pointe, at kandidaternes karrierevej ikke udvikler sig lineært og logisk som i den traditionelle forestilling om karriere, men lige så meget handler om, at deres forestillinger om fremtiden forandrer sig over tid i mødet med arbejdsmarkedet.

Nye tilbud til nyuddannede
Og her er måske en krog at gribe fat i – både for universitet og fagforeninger som Dansk Magisterforening og DJØF, som jeg synes med fordel kan spille en større rolle i transformationen.
Mine erfaringer med disse institutioner er nemlig, at de griber overgangen an med nogle meget traditionelle forestillinger om karriere. Det handler om kompetenceafklaring og karriereplanlægning. Men hvis kandidaterne slet ikke følger den slags lineær logik, er workshops i karriereplanlægning måske ikke det rette tilbud – eller bør i hvert fald støttes af tilbud, der går i en anden retning. Det kunne være tilbud, der har fokus på den mere kaotiske del af overgangen og som også rummer plads til at se karrieren som en udvikling, der er påvirket af forholdet mellem professionelle og personlige aspekter af livet. Altså nogle tilbud, der kan støtte den kritiske identitetstransformation.
Det er ikke fordi, jeg synes vi alle partout skal gå til coach, men det var måske en  ide at skabe nogle fora for nyuddannede, hvor man kunne tale højt om overgangsproblemerne, så man ikke tror, man er den eneste, der er ramt af granatchok.

Hvad har du brug for?
Jeg gerne høre, om jeg er et særtilfælde, eller om du også kunne have brugt andre tilbud end de eksisterende. I så fald hvilke?

3 kommentarer:

  1. Det er et superrelevant emne, du har oppe her og du rammer ind i netop det dilemma, jeg som fagforeningsmenneske (OG akademiker og første job) sidder med. Hvordan giver jeg dimittenderne den mest relevante viden samtidig med at det jeg laver opleves relevant af dem? De to ting hænger langt fra altid sammen. Jeg tror, du har ret i, at transformationen fra studerende til arbejdende kræver rum til refleksion, men hvornår er en dimittend "moden" til at gå ind i det rum og hvordan sætter jeg en attraktiv og meningsfuld ramme? Jeg vil virkelig gerne høre dine bud.

    Mange hilser

    Sofie Plenge, karrierekonsulent i Bibliotekarforbundet

    SvarSlet
  2. Kære Sofie.
    Tak for din kommentar. Du stiller 1.000 dollar-spørgsmålet: Hvad skal vi så gøre ved det?
    Jeg ved det ikke præcis endnu, og et af problemerne er, at der er forsket så lidt i overgangen i Danmark. Det er svært helt præcist at vide, hvad problemerne er. Er de forskellige i forskellige dele af landet? Er de forskellige afhængigt af, hvor fagspecifik ens uddannelse er? Etc.
    Men den forskning kommer jo til at tage noget tid, så jeg besluttede bare at starte med mit eget eksempel. Jeg begyndte at sige det til folk, både tidligere studiekammerater og konsulenter som dig, for at finde ud af om jeg var den eneste, og deres svar var typisk: "Åh ja, identitetskrisen" eller "Ja, det er jo et granatchok". Det fik mig kun til at undre mig endnu mere over, at jeg aldrig havde set en overskrift som "Identitetskrise" eller "Frygter du arbejdsmarkedet?" i et "Snart-kandidat-dagsprogram" eller blandt de fyraftensmøder, min fagforening holder.
    Det, jeg savnede som nyuddannet, var egentlig primært et forum, hvor det var ok at sige: "hold kæft, hvor er det ufedt at begynde på arbejdsmarkedet!" Når jeg så havde sagt det i noget tid, var jeg klar til at gå videre med karriereplanlægning, men jeg skulle lige have lov at begræde tabet af studielivet (og ungdomslivet, syntes jeg dengang) lidt. Det forum fandtes bare ikke. Jeg fandt det i hvert fald ikke, og det fik mig til at føle mig meget alene om problemet. Så bloggen her er faktisk et forsøg på at lave et sådant forum.

    Mit svar er indtil videre at skrive bloggen, så jeg kan få reaktioner fra folk og så småt begynde at kortlægge problemet, men jeg kan love dig, at jeg arbejder videre med sagen, og jeg håber, du vil følge bloggen.
    Jeg håber, den kan resultere i en udgivelse (jeg er ved at finde forskningsfinansiering og anden finansiering) og gerne i møder, grupper, dimittend-mentor etc. til næsten-kandidater og dimittender.

    Venlig hilsen,
    Helle

    SvarSlet
  3. Hello there, just became aware of your blog through Google, and found that it's really informative. I am going to watch out for brussels. I will be grateful if you continue this in future. Numerous people will be benefited from your writing. Cheers!

    Here is my site - action de grâces

    SvarSlet